Steffen Jensen: Værste krise i Golfen siden den første Irak-krig

Som om der ikke allerede er krige, kriser og konflikter nok i Mellemøsten, så er en ny netop brudt ud i lys lue. Eller den er snarere eksploderet, for så hurtigt er det gået.

Saudi Arabien, Egypten, De Forenede Arabiske og Bahrain afbrød mandag de diplomatiske relationer med det arabiske golf-emirat Qatar, og de har også stoppet handels-, skibs- og flyforbindelserne og indført andre sanktioner.

Flere andre arabiske lande følger i øjeblikket trop på forskellig vis.

Mange beskriver det som den værste siden Irakkrigen i 1990-91 imellem de arabiske golfnationer indbyrdes, og den svækker den koalition af allierede, som USA har opbygget i krigen imod Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Steffen Jensen

Yemen (hvis regering ikke regerer så meget), Libyen, Maldiverne, Marokko, Mauritanien og andre er gået med i sanktionerne på forskelligt niveau. Jordan har nedgraderet sin diplomatiske tilstedeværelse i Doha, men ikke helt afbrudt de diplomatiske forbindelser, samt frataget den qatariske TV-station Al Jazeera’s tilladelse til at operere i Jordan, mens landet forsøger at finde ud af, om anklagerne imod Qatar ”holder vand”.

Qatar støtter militante jihadister

Qatar beskyldes for at støtte og finansiere militante jihadistiske-grupper rundt om i Mellemøsten samt at støtte Iran, som mange arabiske lande beskylder for at blande sig i kriser og konflikter og trænge ind overalt i den arabiske verden.

Qatar har ”omfavnet en række terrororganisationer og sekteriske grupper i området med det formål at destabilisere regionen”, påstår Saudi Arabien, som siger, at Qatar har støttet både Det Muslimske Broderskab i Egypten og andre steder, Hamas, al-Qaeda, Islamisk Stat, samt også forsøger at støtte saudiske shi’a-muslimske oppositionsgrupper i landets nordlige grænseprovinser.

Qatar har tidligere afvist lignende anklager, selvom vestlige efterretningstjenester ofte har sagt, at Qatar har støttet Al Qaeda-grupper som Al Nusra-fronten og andre lignende terrorgrupper i Syrien. Desuden er den qatarske emirs sympati for Det Muslimske Broderskab og Hamas almindeligt kendte.

Hamas støttes økonomisk af Qatar, og gruppen har slået sit politiske hovedkvarter op i Doha i Qatar, efter den syriske borgerkrig tvang gruppen ud af Damaskus.I løbet de allersidste dage er der dog dukket rapporter op i den arabiske presse, som antyder, at Qatar måske er på vej til at bede Hamas flytte sit hovedkvarter igen. Flere Hamas-ledere skulle i hvert fald have fået bud på at forlade Doha.

Den arabiske verden er stort set sunni-muslimsk, mens Iran er shi’a-muslimsk og flertallet af befolkningen er persere og ikke arabere.

Araberne beskylder Iran for at udnytte de shi’itiske befolkningsgrupper i de arabiske lande til at yppe strid og utilfredshed og til at vinde indflydelse ved at ”puste til ilden”, hvor der allerede er konflikter, stridigheder og borgerkrige med sekteriske undertoner som i Yemen, på Bahrain, i Irak, Syrien og i Libanon.

Mange beskriver det som den værste siden Irakkrigen i 1990-91 imellem de arabiske golfnationer indbyrdes, og den svækker den koalition af allierede, som USA har opbygget i krigen imod Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Enhver konflikt i denne strategisk vigtige region risikerer at sende chokbølger ud i resten af området og sætte flere andre ting i gang. Risikoen for en kædereaktion ligger altid lige under overfladen.

Steffen Jensen

Gidselkrise og penge til ekstremister

En af de ting, der denne gang har været med til at udløse konflikten har tilsyneladende været hele det komplicerede setup omkring en gidseludveksling for halvandet år siden.

I april kom det frem, at Qatar tilsyneladende havde betalt over en milliard dollars (6,6 milliarder kroner) for at få en gruppe qatarer – blandt andet et medlem af emir-familien – som var blevet taget til fange af en iransk-støttet shi’a-muslimsk gruppe i Irak i slutningen af 2015.

Sagen er yderst snørklet, så hold fast et øjeblik.

Qatarerne var på falkejagt i det sydlige Irak, og blev der taget til fange af en shi’itisk gruppe. Denne gruppe har nære forbindelser til den libanesiske Hizbollah-organisation, som kæmper sammen med Assad-regimet i Syrien. Begge grupper støttes af Iran. Nogle af Hizbollah’s krigere i Syrien var på samme tidspunkt blevet taget til fange af en sunni-muslimsk jihadistisk-gruppe med tilknytning til Al Qaeda.

I den komplicerede ”studehandel”, der blev udarbejdet, betalte Qatar angiveligt omkring 300 mio. dollars til Al Qaeda-gruppen i Syrien, for at få Hizbollah-krigerne frigivet, samt 700 mio. dollars til henholdsvis Iran og nogle militante irakisk-shi’itiske ledere, for at få løsladt jagtselskabet fra Qatar.

Overførslen af de mange penge blev kamufleret, som om det var en del af en humanitær aftale om at ophæve belejringen af fire landsbyer i Syrien. To som var omringet af Hizbollah, og to andre der var belejret af Al Qaeda-gruppen. Men det var blot et skalkeskjul for at sløre, hvor pengene gik hen.

Syriske oppositionsgrupper siger, at det blot var én enkelt sådan fordækt kanalisering af penge fra Qatar til nogle af de jihadistiske grupper i landet, og at den slags økonomisk støtte finder sted hele tiden.

Iraks præsident Haider al-Abadi har også sagt, at de irakiske lufthavnsmyndigheder i Bagdad har beslaglagt milliarder af kontante dollars, som Qatar illegalt har forsøgt at smugle ind i landet i kufferter og kasser.

Sådanne historier giver næring til den mistanke, mange i Mellemøsten og resten af verden længe har haft, til at Qatar i det skjulte støtter militante jihadistiske grupper, mens landet udadtil, officielt støtter koalitionen i krigen imod Islamisk Stat.

Hård og resolut handling vil blive taget i brug overfor enhver, som viser nogen som helst form for støtte eller sympati for Qatar.

Hamad Saif al-Shamsi, Chefanklager, De Forenede Arabiske Emirater

Hackerangreb og ”falske nyheder”

Nu er det imidlertid også kommet frem, at en af de udløsende faktorer i den aktuelle konflikt også kan have været et russisk hackerangreb i slutningen af maj, som skulle have plantet ”falske nyheder” i det qatarske nyhedsbureaus computer-mainframe.

Ifølge CNN bekræfter både amerikanske og qatarske embedsmænd, at FBI har sendt eksperter til Doha, for at assistere myndighederne i Qatar med at optrævle hackerangrebet.

De falske nyheder skulle angiveligt have haft til formål at så splid imellem de arabiske golfstater og koalitionen, der kæmper imod Islamisk Stat i Irak og Syrien, blandt andet ved at plante et falsk citat fra Qatars leder, hvori han skulle udtrykke sin støtte til både Iran og Israel, samt udtrykke tvivl om USA’s præsident Trump vil magte at forblive på præsidentposten i ret lang tid.

Hvis det var formålet med hackerangrebet, og hvis det virkelig har spillet en rolle i den aktuelle krise, så må man indrømme, at hackerangreb er en utrolig prisbillig og effektiv form for krigsførelse. Spørgsmålet er imidlertid også, i hvilken udstrækning Qatar og de amerikanske myndigheder forsøger at bruge det til at skabe en fortælling om, at den aktuelle krise skyldes udefrakommende indblanding, og bygger på et falsk grundlag.

Det vil i givet fald kun være en halv sandhed. For rivaliseringen imellem Qatar og Saudi Arabien er gammelkendt. I mange år havde man næsten på fornemmelsen, at Qatar ventede på at se, hvad Saudi Arabien mente om et eller andet, for så – næsten som på autopilot – at indtage det diametralt modsatte synspunkt.

Gammelkendt konflikt

At der er et modsætningsforhold imellem den arabiske golfstat Qatar på den ene side og Saudiarabien, De forenede Arabiske Emirater og flere andre arabiske lande på den anden er altså ikke nogen hemmelighed. Den har eksisteret i årtier. Men at denne modvilje og politiske rivaliseren så pludseligt og hurtigt har kunnet forværres til en konflikt af det omfang, vi ser nu, kommer bag på de fleste.

Når vi ser de mange skridt op ad eskaleringsstigen, en lang række arabiske lande har taget i ét enkelt spring i forbindelse med krisen, er det oplagt, at der er tale om en længe næret, akkumuleret modvilje og utilfredshed, der nu lige pludselig er eksploderet i et forbavsende dybtliggende raseri.

I De forenede Arabiske Emirater har myndighederne netop advaret borgerne om, at kritik af regeringens politik under krisen eller sympatitilkendegivelser overfor Qatar på de sociale medier er strafbart med fængsel på op til 15 år.

- Hård og resolut handling vil blive taget i brug overfor enhver, som viser nogen som helst form for støtte eller sympati for Qatar, eller som fremkommer med kritik af De forenede Arabiske Emiraters politik i de sociale medier, på tryk eller på anden vis, siger emiraternes chefanklager Hamad Saif al-Shamsi.

Emiraternes regering har set nok af det kaos, som vrede protestdemonstrationer har ført til andre steder i Mellemøsten. Noget lignende vil de ikke have. Så ingen ytrings-, menings- eller pressefrihed her.

Optrapning på rekordtid

De arabiske lande, der er med i optrapningen imod Qatar, er hoppet helt over processen med først at skrive vrede, diplomatiske noter, ”hjemkalde ambassadøren til konsultationer” og andre almindeligt kendte indledende skridt, der kun langsomt optrapper, samtidig med at de giver tid og åbner mulighed for forhandlinger. De arabiske lande er– på overfladen i hvert fald – gået fra normale relationer direkte til afbrydelse af de diplomatiske forbindelser, stop for handelssamkvem og afbrydelse af skibs- og flyforbindelser.

Det er helt klart Saudi Arabien, der er drivkraften bag straffeoperationen imod Qatar. Mange af de arabiske lande fra nær og fjernt, der på forbavsende kort tid har afbrudt deres diplomatiske forbindelser med Qatar, er for fleres vedkommende helt afhængig af Saudi Arabiens gavmilde uddeling af penge og andre ydelser. Opbakning til den saudiske aktion imod Qatar er bare en lille modydelse, der følger med dette afhængighedsforhold.

Alligevel skal man dog ikke undervurdere dybden af den ægte vrede, der kommer til udtryk.

Egypten er ganske vist også afhængig af at være på Saudi Arabiens gode, gavmilde side. Men de egyptiske myndigheder hader Det Muslimske Broderskab, som de har stemplet som en terrororganisation. Dette Broderskab støttes økonomisk og politisk af Qatar, hvis konge selv har stor sympati for både Broderskabet og Hamas i Gaza-striben, som også er vokset ud af det egyptiske Muslimske Broderskab.

De forenede Arabiske Emirater lægger endog på eget initiativ op til yderligere skærpelser af de politiske og økonomiske sanktioner imod Qatar, hvis landet ikke øjeblikkeligt ændrer sin politik ”som undergraver deres naboers stabilitet”, som Emiraternes udenrigsminister Anwar Gargash udtrykker det.

Forretninger tomme

Næsten alle forbrugsvarer importeres til Qatar. Landet har penge nok. De sidder ovenpå nogen af verdens største forekomster af naturgas. Så import er normalt ikke noget større problem. Prisen er underordnet. Men det gør landet sårbart.

Under normale omstændigheder bugner supermarkedernes hylder af varer. Størstedelen af dem er kørt ind over landegrænsen fra Saudi Arabien, som er det eneste land, Qatar – der er en halvø – deler landegrænse med.

Nu er den pludselig lukket.Det har fået indbyggerne i Qatar til at gå i panik og hamstre så godt som alt, og i mange områder er supermarkederne og fødevarebutikkerne pludseligt tomme. En skræmmende, næsten dommedagsagtigt rædselsvision for mange qatarere og den kæmpemæssige gæstearbejderbefolkning (4-5 gange større end qatarerne selv), som er vante til nærmest at vælte sig overflod.

Forsøg på mægling

I modsætning til de fleste af sine arabiske golfnaboer, så forsøger Kuwait at mægle i konflikten, og i det mindste få åbnet op for visse diplomatiske kontakter imellem de stridende parter, som en dialog kan komme i gang.

Ifølge Qatars udenrigsminister Sheikh Mohammed Bin Abdulrahman Al Thani har Kuwait anmodet Qatars emir om indtil videre at udsætte en ellers planlagt offentlig udtalelse om situationen, for ikke at eskalere konflikten.

Den kuwaitiske emir Sheikh Sabah Al-Ahmad Al Sabah er i dag fløjet til Saudi Arabien, hvor han blandt andet skal mødes med kong Salman i et forsøg på at få sænket spændingsniveauet, inden konflikten løber helt løbsk.

Qatar vigtig allieret for USA

USA har en strategisk vigtig militærbase i Qatar med omkring 100.000 mand udstationeret i landet. Indtil videre siger de amerikanske væbnede styrker, at deres tilstedeværelse i Qatar ikke er truet.

Det afhænger dog nok lidt af, hvordan USA i de kommende dage spiller sine kort i denne yderst følsomme konflikt mellem landets forskellige allierede. I den sammenhæng er Det hvide Hus i Washington endnu en gang lidt af en prøvelse for de amerikanske diplomater og for Pentagon.

Den amerikanske præsident Donald Trump, som har for vane at udtrykke sig i Tweets på under 140 karakterer, skrev lige efter Qatar-krisen brød ud: ”På mit seneste besøg i Mellemøsten sagde jeg, at man ikke længere kan finansiere radikale ideologier”.

I et senere Tweet skrev præsident Trump: ”Måske bliver dette begyndelsen til enden for terrorismens rædsler?”

Geopolitisk, strategisk vigtig region fuld af konflikter

En gang troede mange, at Mellemøstkonflikten var det samme som Israel-Palæstinakonflikten.

I de seneste år er det gået op for mange, at det langtfra er tilfældet.

Qatar-krisen afslører endnu en gang, at Mellemøsten og den arabiske verden er fuld af indre modsætninger og stridigheder. Modsætningsforhold som har ligget og ulmet under overfladen og derefter pludselig eksplodere i et vulkanudbrud af vrede, som det er svært at kontrollere.

Enhver konflikt i denne strategisk vigtige region risikerer at sende chokbølger ud i resten af området og sætte flere andre ting i gang. Risikoen for en kædereaktion ligger altid lige under overfladen.

Selvom vi i Vesten er begyndt at udnytte alternative og vedvarende energikilder, så er vores del af verden stadigvæk totalt afhængige af olie og gas fra en region, der kan sprænge i luften hver øjeblik, det skal være.

Usikkerhed om vores energiforsyningssikkerhed kan sende chokbølger igennem de internationale finansmarkeder og skabe økonomiske problemer på den anden side af jordkloden. Derfor er denne urolige, konfliktfyldte region, om vi kan lide det eller ej, geopolitisk og strategisk uhyre vigtig for os.

Af samme grund er en krise, der geografisk ligger langt borte, ikke længere væk, end at vi ikke kan tillade os at lukke øjnene for den.

Hvordan Qatar-krisen udvikler sig, har også betydning for vores egen hverdag i Europa.