Terror i London

Knust mor til 22-årig terrorist skammer sig over sin sorg

- Det var en drøm, de sendte ham over internettet, siger hun efter angrebet.

Moren til en af de tre terrorister bag weekendens blodige angreb ved London Bridge og madmarkedet Borough Market - den 22-årige Youssef Zaghba - siger, at hun "skammer sig" over at sørge over tabet af sin søn.

- Hvis det gav mening at bede om tilgivelse, gjorde jeg det. Jeg er meget ked af det... Folk skal vide, hvor ked af det jeg er, siger Collina Zaghba fra hjemmet i den italienske by Bologna til Sky News.

Som en mor, der har mistet en elsket søn, kan hun sagtens relatere til, hvordan de efterladte til hendes søns ofre har det i disse dage - men:

- Jeg har ikke modet til at sammenligne min smerte med deres. Som om jeg skammer mig over at sige: "Jeg er også mor, jeg er også ulykkelig", siger hun til avisen L'Espresso.

Den forkerte slags venner

Angrebet, der skete lørdag aften kort efter klokken 22 ved London Bridge, har kostet otte mennesker livet og såret over 40 - flere af dem er stadig i intensiv behandling på hospitalet.

Moren besøgte sin 22-årige søn flere gange i London, hvor han flyttede over i 2015. Collina Zaghba fortæller, at sønnens nye kvarter gjorde hende utryg.

Youssef Zaghba boede i den etniske smeltedigel Ilford, der ligger nord for Barking, hvor 12 blev anholdt - og siden løsladt - dagen efter terrorangrebet.

- Jeg var der og brød mig ikke om det. Han brugte sin tid sammen med den forkerte slags mennesker, siger Collina Zaghba til Reuters.

- De sendte ham en drøm

Collina Zaghba forsøgte at standse sin søn i at falde for Islamisk Stats ideologi, men tabte kampen til internettet og hans venner i London, fortæller hun.

Og de videoer, han viste hende, bekymrede hende.

- Han troede, Syrien var et sted, hvor man kan leve efter en rendyrket Islam. Han sagde, at det var en drøm, de havde sendt ham over internettet. Jeg sagde altid, at der var frygtelige ting, de ikke viste ham, forklarer moren.

Men han hørte ikke efter, og i marts 2016 forsøgte han at rejse til Syrien.

- Vi gjorde, hvad vi kunne

Youssef Zaghba blev dog standset i lufthavnen i Bologna, da han blev spurgt om rejsens formål og svarede, at han ville være terrorist. Men trods den udmelding var der ikke nok beviser til at anholde eller sigte den unge mand.

I stedet blev han sat under observation af den italienske efterretningstjeneste, og den britiske efterretningstjeneste blev underrettet.

- Vi gjorde alt, hvad vi kunne, men der var ikke bevis for, at han var terrorist, siger den italienske anklager Giuseppe Amato ifølge The Independent.

Arbejder for at standse andre

Derfor har Collina Zaghba bestemt sig for, at hun fremover vil tage kampen op mod - og pusten ud af - den ideologi, der drev hendes søns ekstremisme.

- Det burde ikke være sket, og det skal aldrig ske igen, forklarer hun avisen L'Espresso.

Men det eneste hun kan gøre nu er, at arbejde for, at andre forældre ikke havner i samme magtesløse situation som hende selv, siger hun.

- Jeg er en del af det islamiske samfund. Derfor kan jeg bestemme mig for, at jeg vil sprede viden om, hvad islam virkelig er, resten af mit liv, siger hun til Sky News.

Den unge mand Youssef Zaghba begik terrorangrebet lørdag aften sammen med 27-årige Khuram Butt og den 30-årige Rachid Redouane.

Alle tre var kendt af efterretningstjenesten MI5, og en af dem havde endda deltaget i en dokumentar på landsdækkende tv.