Fodboldfan gik til angreb på terrorister: - Fanden tage jer - jeg er Millwall

Roy Larners heltemod kan have reddet mange fra at være blevet dræbt og såret af terroristerne.
De terrorister, der lørdag aften gik til angreb på London Bridge og ved Borough Market i London, fik kam til deres hår, da de gik til angreb på restauranten Black and Blue ved markedet. Her befandt sig nemlig den 47-årige Roy Larner.
Da de tre terrorister gik til angreb og råbte "Islam, Islam" og "dette er for Allah", gik Larner til modangreb.
- Jeg ved ikke hvorfor, men jeg begyndte at råbe tilbage til dem. Jeg sagde: "Fanden tag jer - her slipper I ikke ind. Jeg er Millwall", fortæller Larner og henviser til sin store kærlighed - fodboldholdet Millwall, som er kendt for sine endog meget hårdkogte fans, skriver The Guardian.
Blev stukket med kniv otte gange
Med Millwall i tankerne skal Larner være gået løs på terroristerne, som svarede igen med at stikke ham hele otte gange, før de forlod restauranten.
Udenfor ventede politiet, som skød og dræbte alle tre terrorister.
- Jeg tænkte ikke på min egen sikkerhed på daværende tidspunkt. Jeg havde drukket fire eller fem øl - ikke noget vildt - og jeg vidste, at jeg kunne slå fra mig. Men jeg var på restauranten med en ældre person, så det var uforsvarligt af mig, siger Larner til The Guardian.
Venner opfordrer Larner til at lære at løbe
Og det er en holdning, som hans venner angiveligt deler med ham. I hvert fald har de - med en vis portion humor - været forbi på hospitalet med en gave til Roy Larner. En bog om, hvordan man løber.
Med sit modangreb kan Larner have reddet mange liv. Mens han sloges med terroristerne, fik de andre gæster og de ansatte på restauranten en chance for at komme væk.
Den 47-årige fodboldfan blev efterfølgende opereret for de stikskader, han havde fået i hoved, bryst og fingre. Søndag kunne han slettes fra listen over ofre i kritisk tilstand, og han forventer snart at kunne forlade hospitalet.
Syv mennesker blev dræbt, og 48 blev såret af terroristerne.