Lektor: Der rasles med sablerne i Mellemøsten
Det er ikke første gang, at konflikten mellem Qatar og andre lande i Mellemøsten blusser op.
- Det er en klar raslen med sablerne.
Sådan siger Helle Lykke Nielsen, som er lektor og Ph.d. i mellemøststudier på Syddansk Universitet om, at i alt seks lande i Mellemøsten har valgt at afbryde sine diplomatiske forbindelser til Qatar for at sikre sig mod "terrorisme og ekstremisme".
- Det er en knibtangsmanøvre, der skal tvinge Qatar på plads, siger hun.
Qatar skal tvinges på plads
Også Lars Erslev Andersen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, kalder overfor Ritzau trækket for en magtdemonstration med Saudi-Arabien i front.
- Qatar skal tvinges til at rette ind efter den saudiarabiske politik og indgå i alliancen mod Iran. Fra Saudi-Arabiens side handler det her om at isolere Qatar, fordi de dels er af den opfattelse, at Qatar støtter Det Muslimske Broderskab og dels ikke er en loyal partner i alliancen mod Iran, siger han.
Foruden Saudi-Arabien er det landene De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Bahrain, Yemen og Libyen, som har valgt at afbryde de diplomatiske forbindelser til Qatar. Saudi-Arabien ser det som nødvendigt at stoppe alle diplomatiske og konsulære forbindelser, for at sikre sig mod "terrorisme og ekstremisme".
Ikke første gang konflikten blusser op
Det er ikke første gang, at forholdet mellem Saudi-Arabien og Qatar vakler, fortæller Helle Lykke Nielsen.
Senest trak Saudi-Arabien, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater i 2014 deres ambassadører hjem fra Qatars hovedstad Doha i otte måneder. Denne gang er der dog taget mere drastiske tiltag. Saudi-Arabien har denne gang også valgt at lukke sin grænse mod Qatar for "at beskytte landets sikkerhed mod faren fra terrorisme og ekstremisme".
Også Egypten har meddelt, at man vil lukke havne og lufthavne for alle skibe og fly med forbindelse til Qatar. Desuden har borgere fra Qatar i forbindelse med beslutningen om at lukke ned for landenes relation fået to uger til at forlade Saudi-Arabien, Egypten og De Forenede Arabiske Emirater, skriver Reuters.
To forskellige syn på mellemøstpolitik
Ifølge Lars Erslev Andersen bunder konflikten i to forskellige syn på, hvordan politikken skal føres i Mellemøsten. Det er et forsøg på at tvinge Qatar til at ændre sin politik og nedtone sine alliancer, mener han.
- I forbindelse med topmødet mellem golfstaterne, som Donald Trump netop har besøgt, der handlede det om at skabe en politisk front mod Iran, siger han til Ritzau.
- Nu beskylder Saudi-Arabien Qatar for at støtte Irans allierede, som er den palæstinensiske gruppe Hamas, Hizbollah og Det Muslimske Broderskab, siger han.
Qatar kan hurtigt rette ind
USA har truet Qatar med at flytte den flybase, de har i staten, hvis Qatar ikke ændrer sin politik, fortæller seniorforskeren. Han mener, at landene kan få held med at presse Qatar til at indrette sig med den amerikanske opbakning.
- Det kan muligvis lykkes, fordi det er en stor alliance mellem Saudi-Arabien og en række andre lande i Mellemøsten, som også får støtte af USA. Man kan forestille sig, at Qatar hurtigt vil prøve at rette ind, siger han.