Theresa May: - Vi har afværget fem terrorangreb siden marts

Der er brug for forandringer, siger premierministeren, efter det tredje angreb på kort tid i Storbritannien.

Terror avler terror.

Det er den sørgmodige besked fra Theresa May søndag morgen, da hun for første gang taler til nationen, efter Storbritannien i lørdag aften blev udsat for det tredje terrorangreb på bare tre måneder.​

- Vi kan ikke acceptere, at det bliver ved, siger hun fra hjemmet i Downing Street i London.

Terror avler terror

Det seneste angreb skete for to uger siden i Manchester, og siden da har frygten sat sig i briterne.    

- Men de seneste angreb er ikke forbundne, siger Theresa May, som dog understreger, at angrebene avler hinanden. 

Og det betyder, at truslen er omskiftelig - bare en smule, siger hun. 

For terrorister inspirerer hinanden, siger hun. De kopierer hinanden. Og de bruger de mest brutale fremgangsmåder, de kan komme i tanke om.

Standset fem angreb

Siden angrebet på Westminster Bridge i marts har politiet standset mindst fem planer om angreb i Storbritannien, siger Theresa May.

Derfor er der brug for forandringer. Nok er nok. For terroren i Storbritannien hverken kan eller skal blive ved. 

Derfor taler hun søndag morgen om strengere straffe og om at slå ned på deres "safe places" som for eksempel internettet, hvor mange af mændene bag de seneste angreb har fundet inspiration og kontakt til andre med terror i tankerne.

Men først og fremmest er der et parlamentsvalg om fire dage, og det gennemføres som planlagt, understreger premierministeren.

- Valgkampen genoptages i morgen. Vold må ikke få lov at afbryde det, siger Theresa May.