OVERBLIK: Disse angreb har ramt Storbritannien de seneste år
Sent lørdag aften blev London ramt af et angreb, som myndighederne kalder terror.
Et køretøj har sent lørdag kørt folk ned på London Bridge, og et knivangreb har fundet sted i området Borough Market tæt ved broen.
Politiet oplyser, at det efterforsker angrebene som terrorrelaterede. Ifølge myndighedener er mindst 48 personer kørt til fem forskellige hospitaler i London.
Her følger fakta om angreb i Storbritannien de seneste år:
Maj 2017: Bombeangreb mod Manchester Arena
En bombemand sprænger sig selv i luften ved Manchester Arena, hvor popstjernen Ariana Grande har spillet koncert.
22 bliver dræbt. Syv ofre var under 18. Angrebet blev udført af 22-årige Salman Abedi.
Marts 2017: Angreb ved Westminster Bridge
Fem personer bliver dræbt og yderligere 50 såret, da en mand kører en bil ind i fodgængere på den trafikerede bro. Senere dræber gerningsmanden også en politimand.
Juni 2016: Britisk politiker stukket ihjel
Labour-politiker Jo Cox bliver stukket og skudt kort tid før, at der skal stemmes om, hvorvidt Storbritannien skal forblive i EU. Gerningsmanden er Nazi-sympatisøren Thomas Mair, der blev idømt en livstidsdom.
December 2015: To personer stikkes ned i undergrunden i London
En paranoid og skizofren mand stikker to mænd ned ved undergrundsstationen Leytonstone i London. Angrebet sker to dage efter, at Storbritannien har deltaget i det første luftangreb mod Islamisk Stat. Politiet siger, at det er et "terrorangreb".
Maj 2013: En engelsk soldat bliver dræbt
To mænd af nigeriansk oprindelse går til angreb på en britisk soldat og stikker ham ihjel. Overfaldet sker nær et militært område ved London. De to mænd opfordrer vidner til at filme overgrebet. De råber "Allahu akbar", mens de stikker manden.