Midt i terrorangrebet: Plads til husly - og britisk humor
En mand med en fadøl er blevet et symbol i Twitter-folkets hyldest af briterne.
Akkurat som det var tilfældet, da terroren ramte Manchester så sent som 22. maj, benyttede mange af Londons indbyggere lørdag aften det sociale medie Twitter til at åbne deres hjem for folk i nød.
Omkring klokken 22 lokal tid kørte tre personer en hvid varebil ind i en menneskemængde på London Bridge og fortsatte til Borough Market, hvor de angreb tilfældige mennesker med knive. Mindst syv blev dræbt og 48 såret.
Under hashtags som #LondonBridge og #SofaForLondon begyndte hjælpsomme londonere kort efter at tilbyde en sofa at sove på eller bare en kop te til fremmede, der havde brug for hjælp.
Jeg har te og chips
- Jeg bor 15 minutter fra London Bridge, hvis nogen mangler et sted at være, en oplader, te, en blød sofa, et sted i sikkerhed, send mig en privat besked, skrev for eksempel Lydia Hamilton.
Og hun var langt fra den eneste. Minal Jaiswal skrev, at hun havde et ekstraværelse i det østlige London, hvis nogen manglede et sted at sove:
Anthony J. Meyers skrev, at folk, som manglede et sted at være, var meget velkomne hos ham i det vestlige London:
- Jeg har te, salt og eddike-chips og bløde hynder. Alt det væsentligste, tilføjede han:
Ikke kun i England
Det er ikke kun i Manchester og London, at folk har åbnet deres døre for fremmede under terrorangreb.
I Paris brugte mange hashtagget #PorteOuverte til at tilbyde eller bede om husly i november 2015, da terrorister slog til flere steder i den franske hovedstad og dræbte 129 personer.
Og da Bruxelles blev ramt af terror i marts 2016, brugte indbyggerne i den belgiske hovedstad #porteouvert og #ikwillhelpen (jeg vil hjælpe).
I Stockholm, som blev ramt af terror i april, benyttede folk sig af #openstockholm til at tilbyde deres hjælp.
Briter hyldes: Spilder ikke en dråbe
Lørdag og natten til søndag blev Twitter ikke alene brugt til at tilbyde hjælp. Det sociale medie blev også brugt til – med vanlig britisk humor - at hylde det britiske folk midt i den svære tid.
Billedet af en mand, der ses løbe med en fadøl i hånden, er blevet et symbol på hyldesten og bliver stadig spredt vildt på Twitter.
- Folk flygter fra #LondonBridge, men fyren til højre spilder ikke så meget som en dråbe. Gud velsigne briterne! skriver Twitter-brugeren Howard Manella under billedet.
Hans tweet er blevet delt mere end 28.000 gange og har fået over 80.000 likes.