Trump dropper klima-aftalen for Pittsburghs skyld - men den er Pittsburgh ikke med på
En række amerikanske borgmestre vil nu gå forrest og leve op til målene fra klimaaftalen i Paris.
Da Donald Trump i går trak USA ud af klimaaftalen fra Paris, var et af argumenterne, at han gjorde det for at beskytte amerikanske borgeres interesser.
- Jeg repræsenterer borgerne i Pittsburgh, ikke Paris, sagde præsidenten i sin tale fra Det Hvide Hus’ rosenhave.
Men lige netop Pittsburgh er tættere på Paris end Trump. Pittsburghs demokratiske borgmester, Bill Peduto, har nemlig tænkt sig at holde sig til Paris-aftalen.
- Som borgmester i Pittsburgh kan jeg forsikre jer om, at vi vil følge Paris-aftalens retningslinjer for vores indbyggeres, vores økonomis og fremtids skyld, skrev borgmesteren på Twitter efter Trumps tale.
Pittsburgh er del af det såkaldte rustbælte, hvor Trump fik mange stemmer ved præsidentvalget i november. I lige netop Pittsburgh var det dog modkandidaten, Hillary Clinton, der havde størst opbakning.
- Faktum: Hillary Clinton fik 80 procent af stemmerne i Pittsburgh. Pittsburgh står sammen med Verden og vil følge Paris-aftalen, skrev Pittsburgh-borgmesteren ligeledes på Twitter.
I et interview med tv-stationen MSNBC fortæller samme borgmester, at han i dag vil udstede et dekret, der siger, at Pittsburgh vil følge Paris-aftalen.
Flere borgmestre går imod Trump
Pittsburgh-borgmesteren er ikke alene om at gå en anden vej end Trump. 82 borgmestre, der repræsenterer 39 millioner af USA’s cirka 325 millioner store befolkning, siger, at de fortsat vil følge Paris-aftalens mål. I en fælles erklæring skriver borgmestrene, der for de flestes vedkommende er demokrater, at de vil intensivere den grønne indsats.
- Hvis præsidenten ønsker at bryde løfterne til vores allierede, der er fastlagt i den historiske Paris-aftale, vil vi opbygge og styrke vores relationer rundt om i verden for at beskytte planeten mod ødelæggende klimarisici, skriver borgmestrene i erklæringen.
San Diegos borgmester, der ligesom Trump er republikaner, har ikke underskrevet borgmestrenes erklæring. Men han vil ligesom de mange demokrater også fortsat kæmpe for den grønne omstilling.
- San Diego er opsat på at forblive førende på miljøbeskyttelsesområdet. Byerne går forrest, skriver borgmesteren, Kevin Faulconer, på sin Twitter-profil.
En række fremtrædende erhvervsledere udtrykker ligeledes deres utilfredshed med Trump. Én af kritikerne er chefen hos et af verdens største selskaber, General Electric.
- Jeg er skuffet over dagens beslutning omkring Paris-aftalen. Klimaforandringerne er ægte. Industrien må nu lede og ikke være afhængig af regeringen, skriver Jeff Immelt fra General Electric på sin Twitter-profil.
Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs’ chef brugte sin første Twitter-opdatering nogensinde på at kritisere Trump.
- Beslutningen i dag er et tilbageslag for miljøet og USA’s position som leder i Verden, skriver Lloyd Blankfein fra Goldman Sachs.
Trumps beslutning er ikke kun blevet mødt af kritik. De fleste reaktioner fra Trumps egne partikammerater har således været positive. Både formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, og lederen af Senatet, Mitch McConnell, bifalder således Trumps seneste træk.