Udland

Kæmpe tysk festival afbrydes på grund af terrortrussel

Politiet har bedt arrangørerne bag Rock am Ring om at afbryde festivalen. Mange tusinde gæster er blevet evakueret.

Den tyske musikfestival Rock am Ring i Nürburg aflyser samtlige koncerter fredag aften på grund af en terrortrussel.

Det skriver flere tyske medier.

Ifølge Express tyder politiets efterretninger på, at der skulle være en overhængende fare for en nærtstående terrorhandling. Det vides dog ikke, hvilken slags trussel, der er tale om.

- På grund af en terrortrussel har politiet instrueret arrangørerne i at følge forsigtighedsprincippet og afbryde festivalen midlertidigt, oplyser Rock am Ring på Facebook.

- Derfor er alle besøgende blevet bedt om roligt at forlade området, mens festivalsområdet bliver gennemsøgt. 

AUFGRUND EINER TERRORISTISCHEN GEFÄHRDUNGSLAGE HAT DIE POLIZEI DEN VERANSTALTER VON ROCK AM RING VORSORGLICH ANGEWIESEN,...

Posted by Rock am Ring on Friday, June 2, 2017

På Twitter har politiet rosende ord til de mange gæster, der er blevet evakueret.

- I gør det super godt. Besvar roen, lyder det fra politiet i Koblenz.

Håb om at rocke videre

Myndigheder vil lørdag klokken 11 afholde et pressemøde angående musikfestivalen Rock am Ring, der fredag blev afbrudt af myndighederne på grund af en terrortrussel. Det skriver arrangørerne af festivalen i et Facebook-opslag. 

Det er indenrigsministeriet i delstaten Rheinland-Pfalz, der afholder pressemødet. 

I opslaget skriver arrangørerne, at der vil fremkomme oplysninger om, hvorvidt festivalen kan fortsætte lørdag. 

- Vi håber, at vi kan rocke videre i morgen. På trods af alle besværlighederne er vi meget taknemmelige for det fantastiske samarbejde, alle har udvist i dag, skiver arrangørerne.

Den store, tyske musikfestival blev afbrudt sent fredag aften på grund af mistanke om en terrortrussel.

Dansk sanger på plakaten

Rock am Ring er en årlig festival, hvor omkring 90.000 gæster sidste år lagde vejen forbi.

Fredagens hovedattraktion ville have været det tyske metalband Rammstein. Derudover var blandt andre Liam Gallagher, Bastille og Rag 'N' Bone Man på programmet.

På søndag skal den danske kunstner Alex Vargas spille for de mange festivalgæster, og arrangørerne håber allerede lørdag at kunne fortsætte Rock am Ring.

Rock am Ring løber fra 2. til 4. juni og har eksisteret siden 1985.