Terror i Manchester

Støttekoncert efter Manchester-angreb udsolgt på seks minutter

​Søndag vil Ariana Grande igen optræde i Manchester sammen med navne som Coldplay, Justin Bieber og Take That.

Seks minutter.

Så lang tid tog det, før billetterne til støttekoncerten til ære for ofrene for bombeangrebet ved Manchester Arena var udsolgt.

Det skriver The Telegraph.

Og nu skal 50.000 tilskuere søndag samles på cricketbanen Old Trafford, hvor amerikanske Ariana Grande igen optræder i Manchester.

Sangerinden havde netop forladt scenen 22. maj, da den 22-årige Salman Abedi sprang sig selv i luften ved Manchester Arena - dræbte 22 og sårede over 100.

Stjenespækket scene

23-årige Ariana Grande vil ikke være den eneste artist på scenen søndag til støttekoncerten arrangeret af We Love Manchester Emergency Fund.

Også Coldplay, Take That, Justin Bieber, Usher, Pharell, Katy Perry, Miley Cyrus og Niall Horan fra One Direction vil underholde de mange gæster.

Overskuddet fra søndagens koncert går til Røde Kors’ indsamling til ofrene og til deres pårørende, og ifølge organisationen forventer man at samle mindst 17 millioner danske kroner.

Også kørselstjenesten Uber vil donere penge ved koncerten. Prisen for hver eneste tur, som en Uber-bil kører til og fra koncerten, vil selskabet donere til We Love Manchester Emergency Fund.

Tapre Manchester

Ariana Grande satte efter bombeangrebet sin Europa-turné ’Dangerous Woman Tour’ på pause og aflyste flere koncerter.

På Twitter har hun tidligere ytret sin sympati med angrebets mange ofre.

- Mit hjerte, bønner og dybeste kondolencer går til ofrene for angrebet i Manchester og deres kære. 

- Der er intet, jeg eller nogen anden kan gøre, for at fjerne den smerte, I føler, eller gøre dette bedre. Men jeg rækker min hånd og mit hjerte ud, og alt, hvad jeg overhovedet kan give til jer og jeres kære, skulle I ønske eller bruge min hjælp på nogen måde, har hun tidligere skrevet.

Det var også på Twitter, at Ariana Grande kunne fortælle, at hun ville vende tilbage til Manchester.

- Jeg vender tilbage til den utroligt tapre by Manchester for at tilbringe tid med mine fans og for at afholde en velgørenhedskoncert til ære for - og for at indsamle penge til - ofrene og deres familier.

Se støttekoncerten på TV 2 søndag klokken 22.30.