Udland

Macron til Putin: Frankrig vil gengælde enhver brug af kemiske våben

Vladimir Putin og Emmanuel Macron holdt fælles pressemøde i Versaille-slottet. CHRISTOPHE ARCHAMBAULT / Scanpix Denmark

Emmanuel Macron nævner også forfølgelse af homoseksuelle over for den russiske præsident.

Der lyder venlige toner fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Ruslands leder, Vladimir Putin, efter deres møde mandag på Versaille-slottet ved Paris. Med en enkelt undtagelse.

Macron fortæller den russiske præsident, at enhver brug af kemiske våben i Syrien vil blive gengældt af Frankrig.

- En meget klar rød linje eksisterer for vores del, og det er brugen af kemiske våben fra enhver, siger Macron på et pressemøde.

Det er en direkte trussel til Syriens præsident, Bashar al-Assad - Ruslands allierede - som i foråret blev anklaget for at bruge kemiske våben under angreb mod en oprørskontrolleret by i den nordlige del af landet.

Vil styrke samarbejde

Macron nævner også forfølgelse af homoseksuelle i den russiske republik Tjetjenien som en franske bekymring.

Han er tilfreds med, at Putin under deres samtaler har lovet "hele sandheden" om den sag.

Det er Macrons første møde med Putin som fransk præsident, og kommentatorer havde på forhånd gættet på, at de to ledere ville søge at nedtone deres konflikter.

Den nyvalgte franske præsident udtrykker håb om, at Frankrig kan styrke sit økonomiske partnerskab med Rusland og arbejde tættere sammen om at bekæmpe international terrorisme.

Mødet med Le Pen

Der bliver på et pressemøde boret i, at Putin og Rusland under den franske valgkamp støttede Front Nationals kandidat, Marine Le Pen, og blev anklaget for at hacke Macrons kampagnestab.

Putins mødtes blandt andet med Le Pen i Moskva i marts.

Men Macron fejer det af og siger, at han ikke ønsker at rippe op i den sag.

Vil holde fast i Minsk-aftale

Putin forklarer, at han mødes med mange udenlandske gæster, og han afviser, at den russiske regering skal have stået bag forsøg på at hacke Macrons valgkamp.

Macron vil afbryde pressemødet efter fire spørgsmål, men der bliver højlydt protesteret fra journalister i salen. Han tillader derfor et ekstra spørgsmål om blandt andet Ukraine.

Macron siger, at han vil holde Rusland fast på den såkaldte Minsk-aftale om Rusland, mens Putin konstaterer, at de vestlige sanktioner mod Rusland for at støtte prorussiske oprørere ikke løser krisen i Ukraine.