Terror i Manchester

Selvmordsbomber talte med bror før angreb i Manchester

Salman Abedis bror var i Manchester under planlægningen af angrebet mod Ariana Grande-koncerten. Han kendte til planen, oplyser libysk politi.

Bare få minutter før angrebet mod Manchester Arena mandag aften talte selvmordsbomberen, Salman Abedi med sin bror i Libyen.

Det fortæller Ben Salem, der er talsmand for RADA, som er en specialstyrke i Tripoli, Libyen, ifølge CNN

Til en libysk tv-station, siger han, at Salman Abedis yngre bror Hashim al-Abedi kendte til planerne om at angribe ved Ariana Grande-koncerten. 

Brødrene talte ifølge CNN i telefon sammen 15 minutter før Salman Abedi detonerede bomben, der dræbte 22 mennesker og sårede over 100 koncertgængere, der var ved at forlade Manchester Arena efter koncerten med den amerikanske popsanger.

Nyhedsbureauet AP har talt med flere af Salman Abedis familiemedlemmer, som fortælller, at Salman Abedi også ringede hjem til sin mor og bad om tilgivelse umiddelbart inden han sprængte sig selv i stumper og stykker blandt koncertgæsterne.

Medlem af Islamisk Stat

Tirsdag blev Hashim al-Abedi, anholdt i Libyen på grund af mistanke om, at han har forbindelse til Islamisk Stat og var ved at planlægge et terrorangreb i Tripoli. Brødrenes far ringede og fastholdt, at broren var uskyldig. Efterfølgende blev han også anholdt. 

Under afhøringerne nægtede Hashim al-Abedi først, at han kendte til detajler om hvor og hvornår angrebet skulle finde sted. Men ifølge det libyske militær indrømmede han efterfølgende, at han og Salman er medlemmer af IS.

Militæret oplyser også, at Hashim al-Abedi var i Manchester under planlægningen af angrebet mod Ariana Grande-koncerten og dermed kendte til planen. 

- Vi skal nok komme til bunds

Oplysningerne har fået de britiske myndigheder til at intensivere efterforskningen af, hvorvidt Salman Abedis handlede alene eller var en del af et større netværk. Frygten er, at det er det sidste, der er tilfældet. 

- Vi følger op på netværket og forsøger at trevle det op. Som det fremgår af antallet af anholdelser, er vi på rette spor, siger den britiske sikkerhedsminister til CNN. 

- I sidste ende skal vi nok komme til bunds i det netværk. 

Politiet har anholdt i alt otte mænd i alderen 18 til 38 år i forbindelse med angrebet. Derudover har en mand og en kvinde været anholdt, men er blevet løsladt uden sigtelse.