Mange mænd og kvinder radikaliseres i Manchester - og ét navn går igen

En 24-årig mand beskrives som en af de centrale rekruttører af hellige krigere fra Storbritannien - herunder Abedi, der sprængte sig selv i luften.

Den britiske tv-station Sky News mener nu at kunne afsløre, at terroristen Salman Abedi KAN sættes i forbindelse med en lokal terrorcelle i Manchester, og at den er samlet af en af Storbritanniens mest effektive rekruttører.

En celle, som har hjemme i det sydlige Machester, hvor Abedi boede.

Sky News har det seneste år undersøgt og efterforsket, hvorfor mange mænd og kvinder i netop Manchester, hvor også Abedi voksede op, bliver radikaliseret. Og her går særligt ét navn igen: Abu Qaqaa al-Britani.

En ung mand på 24 år, som i 2013 tilsluttede sig terrororganisationen Islamisk Stat.

 Abu Qaqaa al-Britani, hvis rigtige navn er Raphael Hostey, beskrives af Sky News som midtpunkt og det centrale samlingspunkt for terrorcellen i Manchester. Forinden studerede han grafisk design og interesserede sig for poesi og rap-musik.

Hostey har - ifølge tv-stationen - rekrutteret adskillige personer til Islamisk Stat. Blandt andre den tidligere Guantanamo-fange Ronald Fiddler, der sprængte sig selv i luften i Mosul, Irak, i februar måned i år. Ligesom Abedi voksede Fiddler op i det sydlige Manchester.

Ronald Fiddler ses her i 2001. Han var fænglet i Guantanamo Bay fra 2002 til 2004 og sprængte sig selv i luften i et selvmordsangreb i Mosul i Irak i februar, 2017.
Ronald Fiddler ses her i 2001. Han var fænglet i Guantanamo Bay fra 2002 til 2004 og sprængte sig selv i luften i et selvmordsangreb i Mosul i Irak i februar, 2017. Foto: BANARAS KHAN / Scanpix Denmark

Ifølge Sky News havde Hostey også et solidt greb i Abedi. Ikke alene kendte de to hinanden, Hostey var den direkte årsag til, at Abedi blev radikaliseret, beretter Sky News.

Ifølge flere britiske medier, herunder The Guardian og Telegraph, døde Hostey i et droneangreb i Mosul i april 2016. 

Den 24-årige Raphael Hostey er - ifølge tv-stationen Sky News - en af de mest centrale personer i den terror-celle i Manchester, der rekrutterede og radikaliserede manden bag Manchester-bomben.
Den 24-årige Raphael Hostey er - ifølge tv-stationen Sky News - en af de mest centrale personer i den terror-celle i Manchester, der rekrutterede og radikaliserede manden bag Manchester-bomben. Foto: Sky News

Det ved vi om Abedi

22-årige Abedi er født i Storbritannien og er af libysk afstamning.

Ifølge den britiske og franske efterretningstjeneste har han været i Libyen og formentlig Syrien kort inden angrebet i England. Det oplyser den franske indenrigsmister.

Den britiske indenrigsminister ville dog på et pressemøde onsdag ikke kommentere meldingerne fra Frankrig.

En ven af familien, Akram Ben Ramadan, der er britisk statsborger fra Libyen, og som har kendt både Salman Abedi og hans bror, Ismail Abedi, siden de var små, siger til CNN, at Salman Abedi var en enspænder.

I de seneste par år havde vennen ikke set Abedi så ofte, men havde bemærket, at den 22-årige var begyndt at klæde sig traditionelt islamisk tøj og var begyndt at gro et langt skæg.

Hvorfor lige Manchester?

Men hvorfor er det lige i Manchester, at mange mænd og kvinder bevæger sig ud af en radikaliseret sti og ender deres dage som hellige krigere for terrororganisationer som Islamisk Stat?

Ifølge Peter Fahy, forhenværende politichef i Manchester, skyldes det rodløshed og fremmedgørelse.

- Det kan være unge, der føler sig fremmede i det land, hvor de bor. Det er et gunstigt farvand at fiske i, siger han til Sky News.

Salman Abedi voksede op i et libysk miljø. Begge hans forældre flygtede sammen med deres fire børn for at undgå den libyske diktator Muammar Gaddafis regime.

Moderen og faderen er begge født i Tripoli, men de immigrerede til London og flyttede efterfølgende til byen Whalley Range syd for Manchester.

I alt 22 mennesker døde i terrorangrebet.