Udland

Stoltenberg bekræfter: Nato vil gå med i koalitionen mod Islamisk Stat

Det er et stærkt politisk signal, at Nato som organisation melder sig ind i koalition mod IS, siger Nato-chefen.

Nato vil som organisationen gå med i den amerikansk ledede koalition, der bekæmper Islamisk Stat.

Det vil blive besluttet på Nato-topmødet torsdag i Bruxelles, bekræfter alliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg, torsdag på et pressemøde.

- Det vil sende et stærkt politisk signal, siger Stoltenberg.

Dermed bekræfter han den aftale mellem Nato-medlemslandene, som TV 2 allerede onsdag aften erfarede, at der var opnået enighed omkring.

Han siger samtidig, at det ikke betyder, at Nato vil deltage i nye kampoperationer.

Nato vil blandt andet udvide indsatsen med Awacs-overvågningsfly, der med deres langtrækkende radarer støtter kampen mod Islamisk Stat.

Alle 28 Nato-lande er i forvejen med i koalitionen.

I et eksklusivt interview med TV 2's politiske redaktør, Anders Langballe, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag, at Nato sidder for meget på sine hænder, når det kommer til at bekæmpe terror.

- Nato spiller i øjeblikket kun en ret perifer rolle i kampen mod ISIL (Islamisk Stat, red.). Vi så meget gerne fra dansk side, at vi fik Nato til at gå ind i koalitionen, så kapaciteten og den viden, der er i Nato, kunne inddrages i kampen mod ISIL.