Hundredevis brød ud i rørende fællessang efter mindehøjtidelighed

Der udspillede sig rørende scener, da folk i Manchester brød ud i sang efter at have holdt et minuts stilhed.

Et helt særligt øjeblik, hvor hundredvis af Manchester-borgere bryder ud i spontan fællessang, er blevet et symbol på byens modstandsdygtighed i lyset af tragedien, der ramte byen mandag aften.

Torsdag morgen var alt fra borgere til borgmestre samlet for at holde et minuts stilhed for ofrene for terrorhandlingen i Manchester.

Da minuttet var slut, begyndte en kvinde i folkeskaren at synge det første vers af Oasis-hittet 'Don’t Look Back in Anger'.

Med en buket gule blomster i favnen sang hun de første par strofer alene, men inden hun havde nået til omkvædet, begyndte folkemængden at stemme i.

 - Det rørte mig virkelig, og jeg fik kuldegysninger, da folk begyndte at synge sammen med mig, fortæller Lydia Bernsmeier-Rullow, der sang for under fællessangen, til det britiske medie The Guardian.

Hele seancen blev optaget af journalisten Josh Halliday, der lagde det ud på twitter, hvor opslaget allerede er delt mere end 22.000 gange.

 - Jeg elsker Manchester, og Oasis er en del af min barndom. Se ikke tilbage i vrede - det er det, det handler om: vi kan ikke se tilbage på det, der skete, vi skal se fremad, fortsætter Lydia Bernsmeier-Rullow.

Den rørende fællessang, der foregik på St. Ann's-pladsen, blev efterfølgende afløst af store klapsalver.

Byens kendte band

Oasis, anført af sangskriver og guitarist Noel Gallagher og hans lillebror, sangeren Liam Gallagher, stammer selv fra Manchester. Bandet var et af de mest markante bands i midt-90’erne og var sammen med Suede og Blur foregangsmænd inden for britpop-bevægelsen.

Liam Gallagher tweetede kort efter terrorangrebet:

- I total chok og fuldstændig ødelagt over, hvad der er sket i Manchester. Sender kærlighed og lys til alle de involverede familier.

22 blev dræbt

Terrorangrebet skete i forbindelse med en koncert med den amerikanske sangerinde Ariana Grande.

Mindst 22 blev dræbt - heriblandt børn. Yderligere er over 100 personer blevet såret.

Politiet offentliggjorde tirsdag aften navnet på den mistænkte selvmordsbomber. Det er en 22-årig mand ved navn Salman Abedi.

Terrorbevægelsen Islamisk Stat har tirsdag hævdet at stå bag angrebet. Det er ikke bekræftet fra myndighedernes side.

Få overblikket over terroren i Manchester her.