Udland

Britisk vrede over amerikanske lækager efter terror: - Helt uacceptabelt

Både navnet på gerningsmanden fra angrebet i Manchester og billeder af resterne af bomben endte i amerikansk presse.

Når den britiske premierminister og USA's præsident mødes til et Nato-topmøde i Bruxelles torsdag, vil Theresa May konfrontere Donald Trump med amerikanernes lækage af oplysninger om bombemanden fra Manchester.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Briterne er vrede på amerikanske sikkerhedstjenester for at lække oplysninger om gerningsmanden bag mandagens angreb, der kostede 22 mennesker livet, før det var tiltænkt af britisk politi.

Både gerningsmandens identitet og billeder fra efterforskningen kom ud i amerikanske medier, tidligere end briterne ønskede det.

Gerningsmanden er identificeret som den 22-årige Manchester-fødte Salman Abedi.

"Helt uacceptabelt" at lække billeder

Onsdag offentliggjorde The New York Times retsmedicinske billeder af dele af en bombe. Ifølge britiske embedsmænd kan det have skadet efterforskningen.

- Disse billeder fra USA er tydeligvis foruroligende for ofrene, deres familier og andre medlemmer af offentligheden, udtaler en højtstående britisk embedsmand ifølge The Guardian.

- Det er helt uacceptabelt, tilføjer han.

Minister: Skal ikke ske igen

Storbritanniens indenrigsminister, Amber Rudd, siger til BBC, at hun er meget utilfreds med, at amerikanerne delte oplysninger, som de havde fået af briterne, før briterne selv var klar til at gå ud med oplysningerne.

- Britisk politi har gjort det meget tydeligt, at de ønsker at kontrollere strømmen af information for at bevare operationens integritet og fastholde overraskelsesmomentet, siger Amber Rudd til BBC.

- Derfor er det irriterende, at oplysninger kommer ud via andre kilder. Jeg har gjort det klart for vores venner (amerikanerne, red.), at det ikke skal ske igen, tilføjer hun.

Amber Rudd fortæller videre, at Salman Abedi allerede havde været i søgelyset hos de britiske sikkerhedstjenester.

Kan skade tilliden

Også ledelsen i britisk politi reagerer stærkt på lækagen fra de amerikanske embedsmænd. Politiet advarer således om, at det kan skade tilliden mellem internationale partnere.

Borgmesteren i Manchester, Andy Burnham, har klaget til USA's ambassadør i Storbritannien over lækagen.

På Twitter skriver han, at han er blevet lovet, at lækagerne vil stoppe, men at det ikke er sket.

- Det er arrogant, forkert og respektløs over for Greater Manchester, skriver han.