Terror i Manchester

Bombe i Manchester: Her bliver gerningsmandens hjem ransaget

- Vi har set den slags ske i Paris. Men vi forventede ikke, at det ville ske uden for vores egen dør, siger en 17-årig nabo.

En video viser de sekunder, hvor bevæbnede betjente stormer et hus, som, man mener, er gerningsmanden Salman Abedis hjem.

Videoen, der er filmet af en nabo, viser betjente med skudsikre veste og maskinpistoler omringe huset, før de sprænger døren og trænger ind i huset.

- Vi har set denne slags angreb ske i Paris. Men vi forventede ikke, at det ville ske uden for vores egen dør. Bogstavelig talt, siger den 17-årige nabo Thomas Coull til New York Times.

Betjente arbejder endnu

Ransagningen skete tirsdag ved frokosttid, da anonyme biler kom kravlende langs kvarterets kantsten, og op mod 30 betjente sprang ud.

Naboer, der var på vej ud af døren, blev straks gennet ind igen.

Dagen efter ransagningen er Elsmore Road stadig spærret af.

Avisen The Guardians journalist, der holder øje med huset, har set flere betjente ankomme onsdag formiddag; nogle af dem med masker og udstyr.

- De kom og gik om natten

Det var et kort med den 22-årige Salman Abedis navn fundet i resterne efter eksplosionen, der ledte politiet på sporet af familien Abedis hjem.

Men det er uklart, om gerningsmanden boede i huset på Elsmore Road i det rolige kvarter i det sydlige Manchester i dagene op til angrebet i Manchester Arena, hvor 22 børn og voksne døde, og mere end 60 blev såret.

Ian Rose, der bor ved siden af det ransagede hus, siger til ITV News, at husets beboere er stille og holder sig for sig selv.

- De holder sig for sig selv. De kommer og går bare om natten, siger han.

Det samme har andre beboere oplevet.

- De snakkede ikke rigtig med nogen, som Lina Ahmed siger til New York Times.

Tre personer anholdt

I alt blev tre adresser ransaget i løbet af tirsdagen og tre personer anholdt. Det oplyser politiet i Manchester i dag.

En af dem er en 23-årig mand, som flere britiske medier mener, er Salman Abedis storebror. Det forsøger de nu at verificere.

Sent tirsdag aften blev trusselsniveauet i Storbritannien hævet til kritisk. Det betyder, at 5000 soldater kan blive sendt ud i gaderne, når som helst

- Efterforskningen af terrorangrebet i Manchester er omfattende, det går stærkt og gør fremskridt, skriver Mark Rowley, der er leder af den nationale antiterrorenhed ved Metropolitan Police i Storbritannien, og tilføjer:

- Vurderingen af den konkrete trussel er nu, at et nyt angreb ikke bare er sandsynligt, men også, at et nyt angreb kan være nært forestående.