Terror i Manchester

Sådan taler du med dit barn om terrorangreb

Når børn ser og hører om et terrorangreb som det i Manchester, har de brug for at få talt oplevelsen igennem med en voksen.

Der var flere børn blandt ofrene for terrorangrebet i Manchester, og det rejser uundgåeligt mange spørgsmål hos de børn, også danske børn, der hører om tragedien i medierne.

TV 2 har spurgt organisationen Red Barnet, hvordan voksne skal forklare begivenheder som den i Manchester for børn.

- Børnene ved godt, at verden kan være ond. De ved godt, at der findes onde mennesker. Det ved de fra eventyr og fra de spil de spiller. Vi skal derfor svare dem, at der desværre er onde mennesker, men at der nu er voksne, der passer på børnene – og at vi passer på dem, siger Kuno Sørensen, der er psykolog i Red Barnet.

Han anbefaler ikke, at man direkte viser børn voldsomme billeder fra angrebet. Men på den anden side skal man ikke skærme børnene fra det. Man skal tale med dem om det, der er sket:

- Man skal starte med at spørge dem, hvad de har set og hørt om Manchester, og så tale med dem ud fra det. Mange gange vil de selv digte, hvad der er sket og gøre det meget værre end det egentlig er. Her skal vi som voksne fortælle, hvad der er foregået, og at det er ovre nu, siger Kuno Sørensen.

De samme billeder igen og igen

- Mange små børn ser voksen-kanaler og ser de samme klip igen og igen. Derfor kan mange af dem tro, at det fortsat sker – og det er meget værre end det egentlig er. Her er det vores rolle at realitetskorrigere og fortælle børnene, at det er slut. At der nu er voksne, der passer på børnene, siger han.

Hvad hvis de spørger: Kan det ske for mig?

- Så skal vi svare dem, at der bor 50 millioner mennesker i England, og der kun er 20, der er kommet til skade, derfor er risikoen forsvindende lille, siger Kuno Sørensen fra Red Barnet.

I samarbejde med Red Barnet har TV 2 udarbejdet seks gode råd til, hvordan man taler om terror med sit barn:

Sådan taler du om terror med dit barn

  1. Giv børnene tryghed

    Fortæl børnene, at der bliver gjort alt for at beskytte de børn og voksne, der er direkte berørt af situationen. Sørg for, at de ved, at politiet og deres forældre vil gøre alt for at beskytte dem, hvis noget lignende skulle ske i Danmark. Det gælder også, hvis I eksempelvis selv skal på rejse.

  2. Tal med børnene om det, de har set og hørt

    Børn i seks-syv års alderen er ved at have en forståelse af, at man kan dø. Derfor kan voldsomme billeder gøre dem utrygge og kede af det. Nogle børn forstår for eksempel ikke, at det er de samme billeder, der bliver sendt flere gange. De tror, at angrebene sker om og om igen. Med større børn, der selv viser interesse, kan man som forælder se nyhederne sammen med dem. Det frarådes at lade yngre børn se nyheder alene.

  3. Lyt grundigt til børnene

    Snak med børnene og prøv at give dem en grundlæggende forståelse, der svarer til deres alder. Små børn skal ikke have store, tekniske forklaringer. Måske spørger de, hvad en bombe er eller hvad terror betyder. Prøv at forklare det enkelt med ord, som de små børn kan forstå. Sig eksempelvis, at selvom nogle voksne tror, de har ret til at slå andre ihjel, så gælder det ikke alle voksne. Og at I som forældre passer på dem.

  4. Vær åben

    Børn oplever ikke begivenhederne ens. Yngre børn vil i høj grad være afhængige af, at voksne fortolker begivenhederne for dem, mens større børn og teenagere vil få information fra forskellige kilder, der måske ikke alle sammen er lige pålidelige. Selv om teenagere tilsyneladende har en større forståelsesevne, har de stadig brug for ekstra opmærksomhed og hjælp til at forstå begivenhederne.

  5. Giv børnene håb

    Det er godt for både børn og voksne at vide, at det kan blive godt igen. Fortæl børnene, at der er mennesker, der hjælper og gør alt, hvad de kan for at få livet til at blive normalt igen. Der er også læger og sygeplejersker, der tager sig af de syge og sårede, og politiet gør en ekstra indsats, for at det ikke sker igen.

  6. Giv udtryk for medfølelse

    At støtte eller hjælpe andre kan give børn en følelse af kontrol, tryghed og empati. Det kan ved katastrofer og andre voldsomme oplevelser i medierne give god mening, at man eksempelvis sammen med barnet viser sin medfølelse gennem de sociale medier eller ved sympati- eller mindemarkeringer. De fleste børn har det rigtig godt med at vise deres forståelse på den ene eller anden måde.

Kilde: Red Barnet