Terror i Manchester

Politi: Angreb blev udført af én person

Indenrigsminister kalder eksplosion for "barbarisk angreb". Gerningsmand brugte hjemmelavet sprængladning, siger politiet.

Politiet mener, at en eksplosion i Manchester Arena mandag aften blev udløst af én person, som selv døde i angrebet.

- Vi har behandlet det som en terrorhændelse, og vi mener på nuværende tidspunkt, at angrebet i aftes blev udført af én person. Det handler nu om at slå fast, om han handlede alene eller som en del af et netværk, siger politichef Ian Hopkins fra politiet i Manchester.

Eksplosionen dræbte 22 personer, heriblandt børn. Yderligere 59 personer kom til skade.

- Jeg kan bekræfte, at angriberen døde i arenaen. Vi mener, at angriberen bar en hjemmelavet sprængladning, som han uløste, og som skabte denne ugerning, siger Ian Hopkins.

Klokken 22.33 fik politiet i Manchester den første melding om en eksplosion i Manchester Arena, hvor den amerikanske popstjerne Ariana Grande netop havde afsluttet sin koncert.

Minister: Barbarisk angreb

Inden politiets pressemøde omkring klokken otte dansk tid, havde Storbritanniens indenrigsminister, Amber Rudd, reageret skarpt på angrebet.

- Det var et barbarisk angreb, som var bevidst rettet mod nogle af de mest sårbare i vores samfund – unge mennesker og børn på vej ud fra en popkoncert, sagde hun.

Den britiske indenrigsminister Amber Rudd siger her til morgen, at eksplosionen i Manchester var et angreb, der var rettet mod børn og unge.

Også premierminister Theresa May har forholdt sig til den alvorlige hændelse.

- Vi arbejder på at fastlægge de nærmere omstændigheder omkring hændelsen, som af politiet bliver efterforsket som en afskyelig terrorhandling, skrev Theresa May i en udtalelse natten til tirsdag.

Politi: Spred ikke navne

Politiet efterforsker episoden som en terrorhandling og arbejder tæt sammen med den britiske antiterrorenhed og efterretningstjeneste.  

Ian Hopkins fra politiet i Manchester opfordrer folk til ikke at gisne om gerningsmandens identitet eller sprede navne.