Briterne hjælper hinanden med rørende gestus efter muligt terrorangreb
Mindst 19 mennesker har mistet livet i en formodet eksplosion i Manchester, og de lokale gør, hvad de kan, for at hjælpe panikslagne koncertgæster.
Under hashtagget #roomformanchester tilbyder mange lokale i Manchester netop nu husly eller transport til de mange gæster, der var til koncert med Ariana Grande i Manchester Arena mandag aften.
Koncerten blev ramt af en form for eksplosion, der har kostet mindst 19 mennesker livet og såret yderligere 50.
Men ud over de dræbte og sårede var der mange tusinder til koncerten, som kan have brug for hjælp, og derfor træder de lokale i karakter.
- Hvis nogen har brug for et sted at være efter hændelsen, bor vi 20 minutter fra arenaen, skriver eksempelvis Twitter-brugeren Daniel.
Et af de mest benyttede hashtags
Faktisk er så mange briter klar til at hjælpe, at #roomformanchester begyndte at trende - det vil sige, at det er et af de mest benyttede hashtags på et givent tidspunkt.
Hashtagget er også blevet brugt til at efterlyse savnede personer.
Og villigheden til at hjælpe blev for nogen et lille lys på en ellers meget mørk nat.
- At folk tilbyder deres senge, genskaber min tro på menneskeheden. Sådan en lille gestus gør hele forskellen, skriver Twitter-brugeren Richapi, og mange andre ytrer samme tanker.
Her kan du se et udpluk af nogle af de mange hundrede tilbud om hjælp:
Tilbød også husly i Paris og Bruxelles
Initiativet er tidligere set ved andre angreb i Europa de seneste år.
Da terrorister slog til flere steder i Paris i november 2015 og dræbte 129 personer, brugte borgere i den franske hovedstad hashtagget #PorteOuverte, der kan oversættes til #ÅbenDør. Her kunne folk skrive, hvis de mangler et sikkert sted at opholde sig i Paris efter angrebene, eller hvis de ville tilbyde husly.
Da den belgiske hovedstad Bruxelles blev ramt af terror i marts sidste år, benyttede belgierne på de sociale medier også #porteouvert sammen med hashtagget #ikwillhelpen (jeg vil hjælpe, red.). Og også da der var angreb i Stockholm i april, bød hjælpen sig til.