Udland

Trump er i Israel for at arbejde for fred: - Hans tilgang er en helt anden

Den amerikanske præsident Donald Trump siger, at han under sit besøg i Saudi-Arabien har fundet nye grunde til håb for fred i regionen.

USA’s præsident Donald Trump tror på, det er muligt at skabe fred mellem israelere og palæstinensere. Sådan lød budskabet, da han i dag indledte et to-dages besøg i Israel.

Ifølge Trump kommer freden kun til regionen, hvis USA og Israel samarbejder.

- Vi har foran os en sjælden mulighed for at bringe stabilitet til denne region og til at nedkæmpe terrorisme, sagde Trump, efter han var landet på israelsk jord.

Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, der er med på rejsen, siger, at Trump er villig til at gøre en personlig indsats for at sikre fred mellem israelere og palæstinensere.

Trump har i løbet af dagen haft politiske drøftelser med Netanyahu. Tirsdag er der planlagt et møde med palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas.

Steinmetz: Trump har ikke en færdig plan

TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz mener, at Donald Trump primært er i Israel for at lytte.

- Han anlægger et helt andet perspektiv på sådan en fredsløsning end tidligere amerikanske præsidenter. Han er forretningsmand og går til sagen som en forretningsmand. Han siger, at hvis begge parter vil have fred, så må vi kunne lave en plan, så begge parter kan blive enige. Fuldstændig som man gør i forretningslivet, hvor den ene part vil have det ene, og den anden part vil have det andet, og så mødes man til sidst midt på vejen.

- Han præsenterer ikke en fiks og færdig plan for Netanyahu eller Abbas. Han vil lytte til parterne, og så vil han finde ud af, hvor de kan lave en handel, lyder det fra Jesper Steinmetz.

Israel klar med indrømmelser

I løbet af weekenden gav Israel en række indrømmelser med økonomisk betydning til palæstinenserne. Det var blandt andet at gøre det nemmere at passere det mest travle checkpoint mellem Vestbredden og Israel.

Det var tilsyneladende for at følge op på Trumps opfordring til tillidsskabende handlinger.

Israels initiativer blev hilst velkommen af USA, men blev mødt med skepsis af palæstinenserne, som siger, at de har hørt den slags løfter før.

Trump lovede under valgkampen at flytte USA's ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Men en kilde i Det Hvide Hus siger, at præsidenten ikke vil annoncere det under sit besøg i Israel.