Udland

Maleri sætter ny amerikansk rekord

Et maleri af Jean-Michel Basquiat er blevet solgt for 110,5 millioner dollar på auktion.

En intens budkrig på en auktion har ført til en ny rekord.

Den intense krig mellem to mulige købere begyndte, da den haitisk-amerikanske kunstner Jean-Michel Basquiats maleri 'Uden titel' kom på scenen i auktionshuset i Sotheby's i New York.

Det farverige maleri, der forestiller et sammenbidt ansigt i et hav af farver, er fra 1982, og i takt med at kunstneren er en af ​​USA's vigtigste samtidskunstnere og var en del af kredsen omkring Andy Warhol, tog budkrigen hurtigt fart.

En telefonkunde fra Asien vandt duellen - og maleriet blev solgt for 110,5 millioner dollars, skriver VG.

- Vi lever i ekstraordinære tider. Det er det her, som auktioner virkelig handler om. Der var to personer til sidst, der bare måtte have dette billede, siger Oliver Barker, der er Sotheby's øverste internationale specialist inden for moderne kunst.

Maleri sætter ny rekord

Den høje pris er en ny rekord for et amerikansk maleri.

Den tidligere rekord tilhørte maleriet 'Silver Car Crash' af Andy Warhol. Den blev solgt for 105,4 millioner dollars for fire år siden.

Jean-Michel Basquiat døde som 27-årig af en overdosis i 1988. Billedet 'Uden titel' blev i 1984 solgt for 19.000 dollar, hvilket med fredagens valutakurs svarer til cirka 127.000 kroner.

Hans kunst startede på gaden i New York, hvor han lavede graffiti. Senere rykkede den dog ind på gallerier og udstillinger i takt med, at Basquiat blev anerkendt.