Donald Trump

OVERBLIK: Forstå konflikten mellem USA og Nordkorea

Spændingerne mellem USA og Nordkorea er intensiveret den seneste tid. Få et overblik over konflikten og oprustningen mellem de to lande her.

Hele verden holder vejret, hver gang Nordkorea med Kim Jong-un i spidsen sender en ny testmissil ud over Det Japanske Hav. Alene i år har styret affyret syv ballistiske missiler.

Hvad er et ballistisk missil?

Når man taler om ballistik, er der tale om den disciplin inden for fysikken, der beskæftiger sig med de fysiske forhold, der gælder, når man kaster/skyder/slynger en genstand gennem luften.

Det er altså et forhold, der siger noget om en raket eller et projektils bane og hastighed.

Et ballistisk missil (eller raket) styres frem til et punkt, hvorfra det falder ned mod det tilsigtede mål.

Og der bliver ikke sparet på krigsretorikken, hverken når de nordkoreanske tv-værter tordner frem på stats-tv eller i styrets seneste propagandavideo, som viser et animeret angreb på et amerikansk mål.

Nordkorea er - ifølge dem selv - klar til atomkrig.

I Det Hvide Hus er Donald Trump flyttet ind, og han holder sig heller ikke tilbage – især ikke på Twitter:

- Nordkorea er ude på ballade. Det ville være godt, hvis Kina hjælper, men ellers løser vi problemet uden dem! U.S.A.

Få et overblik over de seneste måneders eskalerende konflikt mellem USA og Nordkorea i tidslinjen herunder.   

Konflikten mellem USA og Nordkorea

  1. 2017

    1. Nordkorea affyrer missil ud over Det Japanske Hav

      Ifølge Sydkorea affyrer Nordkorea tidligt onsdag morgen den 5. april lokal tid et ballistisk missil ud over Det Japanske Hav. Dette billede stammer fra en anden nordkoreansk missilaffyring i april 2016.

      Onsdagens affyring fra Nordkorea kommer umiddelbart efter, at USA's præsident, Donald Trump, har forlangt, at Kina tager ansvar i forhold til Nordkorea.

      - Kina har stor indflydelse i forhold til Nordkorea, og Kina kan enten hjælpe os med at håndtere Nordkorea, eller de kan lade være. Hvis de hjælper, vil det være rigtig godt for Kina, og hvis de ikke gør, vil det ikke være godt for nogen, siger Trump til Financial Times.

    2. USA sender flådestyrke afsted mod den koreanske halvø

      USA opruster ved at sende flere krigsskibe til den koreanske halvø.

      Planen har i første omgang været, at Carl Vinson Strike Group skulle have sejlet til Australien, men det er blevet ændret.

      - Den største trussel i regionen er fortsat Nordkorea på grund af dets hensynsløse, uansvarlige og destabiliserende atomvåbenprogram og prøveaffyringer af missiler, siger Dave Benham, der er talsmand for USA's stillehavskommando.

    3. Nordkorea truer USA med atomvåben

      I Nordkorea vokser frygten for krig som følge af den amerikanske flåde

      - Hvis USA tør vælge en militær løsning, og de skriger efter 'et forebyggende angreb' og 'fjernelse af hovedkvartererne', ja, så er Nordkorea rede til at reagere på enhver form for krig, som USA ønsker, lyder det blandt andet fra en af de nordkoreanske nyhedsværter.

       

    4. Nordkorea præsenterer nyt missil under stor parade

      Det nordkoreanske styre løfter for første gang sløret for et ballistisk missil, der kan affyres fra en ubåd. Det sker under en stor militærparade i hovedstaden Pyongyang, der afholdes for at markere 105-årsdagen for landets stifter, Kim Il-sung.

      Tv-billeder fra nordkoreansk stats-tv viser det nye ballistiske missil Pukkuksong-2 SLBM placeret på en lastbil.

      - Vi vil yde en så skarp og nådesløs modreaktion mod USA og dets allierede, at deres aggression ikke vil få lov til at overleve, udtaler en talsperson fra Nordkoreas hærs generalstab til Nordkoreas nyhedsbureau, KCNA, i forbindelse med militærparaden.

    5. Nordkorea forsøger at affyre nyt missil - det fejler

      Nordkoreas missilafprøvning gik galt.

      Trods skarpe advarsler fra USA forsøger Nordkorea angiveligt igen at affyre et missil, men affyringen menes at gå galt. Det oplyser militæret i Sydkorea ifølge flere nyhedsbureauer, deriblandt det sydkoreanske Yonhap. Affyringen registreres også af USA.

    6. USA sender ubåd med plads til atomvåben til den koreanske halvø

      Ubåden ankom til den sydkoreanske havneby Busan samme dag, som Nordkorea fejrede årsdagen for grundlæggelsen af sit militær 'Korean People's Army'.

      USA opruster sin tilstedeværelse ved Nordkorea ved at sende en ubåd, USS Michigan.

       

       

    7. Nordkorea holder storstilet militærøvelse

      Militærøvelse i Nordkorea

      Nordkoreas militærøvelse kommer på samme tid, som en miltærøvelser bliver holdt af USA og Sydkorea ved den vestlige kyst af den koreanske halvø. Samtidig er en af USA's kraftigste ubåde, USS Michigan, ankommet til Sydkorea.

    8. Nordkorea truer USA i ny propagandavideo

      Det nordkoreanske styre offentligør en ny propagandavideo, der blander billeder af missiltest med animerede angreb på amerikansk mål. Samtidig lover Nordkorea, at de er klar til atomkrig.

      - Hvis de provokerer os, vil vi svare igen med ødelæggende kraft, lyder åbningscitatet fra videoen, mens billeder fra den seneste militærparade vises.

    9. Nordkorea tester nyt missil med hidtil uset rækkevidde

      Amerikanske flådebaser i Stillehavet er inden for rækkevidde af et nyt nordkoreansk missil, der ifølge styret kan bære et atomsprænghoved.

      Ifølge japanske myndigheder fløj missilet i knap 30 minutter og nåede en maksimumhøjde på over 2.000 kilometer. Det betyder, at amerikanske flådebaser i Stillehavet kan være inden for rækkevidde for det nordkoreanske missil.

    10. Nordkorea foreslår USA at sikre fredsaftale på Korea-halvøen

      Nordkorea har flere gange affyret test-missiler.

      Nordkoreas FN-ambassadør, Kim In Ryong, foreslår, at aftalen om våbenhvile mellem USA og Nordkorea fra 1953 erstattes med en permanent fredsaftale. 

      - Trump-administrationen bør indføre en ny politik over for Nordkorea for at sikre varig fred på den koreanske halvø, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa under en pressekonference i New York.

      FN-ambassadøren oplyser imidlertid ikke noget om, hvordan USA kan gøre dette på egen hånd.

    11. Trump fordømmer Nordkoreas seneste missilaffyring

      Donald Trump mener, at Nordkoreas våbentest er respektløst overfor Kina.

      Nordkorea udfører en tredje våbentest alene i maj af et balistisk missil, som den amerikanske præsident mener, er respekløst over for Kina.

      - Nordkorea har vist stor mangel på respekt for deres nabo Kina ved at affyre endnu en ballistisk missil. Men Kina prøver hårdt, skriver præsidenten på Twitter.

      Efter affyringen af missilet truer Nordkorea USA og Sydkorea.

      - Når nyheden om vores værdifulde sejr når ud, så bør "the Yankees (nedsættende ord for amerikanere, red.)" og gangsterne i den sydkoreanske marionethær blive mere og mere modløse, er leder Kim Jong-un citeret for at sige.

    12. USA tester succesfuldt raketforsvar mod ballistiske missiler

      Efter Nordkorea har lavet flere testaffyringer, gennemfører USA en missilforsvarstest.

      Testen er en del af forsvarsprogrammet Ground-Based Midcourse Defense (GMD), der har til formål at beskytte USA mod en stadig voksende trussel fra Nordkorea.

    13. Nordkoreansk missil kan ramme USA

      Nordkoreas leder Kim Jong-un jubler efter den succesfulde missiltest.

      Nordkorea foretager en affyring af et interkontinentalt testmissil på dagen, hvor USA fejrer den amerikanske uafhængighedsdag.

      Flere våbeneksperter, som det franske nyhedsbureau AFP har citeret, hævder, at missilet kan ramme den amerikanske delstat Alaska.

    14. USA svarer igen på Nordkoreas missil

      USA og Sydkorea afholder fælles militærøvelse.

      Det amerikanske og sydkoreanske militær afholder våbenøvelser, hvor de blandt andet har affyret præcisionsmissiler som modsvar på Nordkoreas "provokation."

      Med testene er USA klar til at forsvare sig mod truslen fra Nordkorea, lyder det:

      - Vi er fortsat parate til at forsvare os selv og vores allierede og bruge den fulde vifte af de våben, vi har til rådighed, mod den voksende trussel fra Nordkorea, siger Dana White, talskvinde for det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.

    15. Nordkorea truer med at sende atomvåben ind i hjertet af USA

      Nordkorea truer med at sende atomvåben mod USA, hvis amerikanere vil forsøge at fjerne Kim Jong-un fra magten.

      - Skulle USA vove at vise bare det mindste tegn på at forsøge at fjerne vores suveræne lederskab, vil vi slå til med et nådesløst angreb i hjertet af USA med vores kraftfulde nukleare hammer, slebet og hærdet over tid, siger talsmand fra det nordkoreanske udenrigsministerium.

      Udtalelsen fra Nordkorea kommer efter, at Mike Pompeo, direktør for den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, har sagt, at man bør finde en måde at adskille den nordkoreanske leder fra landets atomlager.

    16. USA og Sydkorea reagerer på Nordkoreas test med missiløvelse

      Nordkoreas testmissil truer USA og Sydkorea.

      USA og Sydkorea har i fællesskab gennemført en missiløvelse lørdag morgen lokal tid.

      Øvelsen kommer i kølvandet af, at Nordkorea få timer tidligere tilsyneladende har affyret et interkontinentalt ballistisk missil, som er landet i havet ud for Japan.

      - Så snart den øverstbefalende for Den Demokratiske Folkerepublik Korea, Kim Jong-un, træffer en afgørelse, vil planen blive iværksat, siger talsmand for de strategiske styrker i Nordkoreas hær ifølge The Wall Street Journal.

    17. USA's udenrigsminister vil have Nordkorea til at opgive atomprogram

      Rex Tillerson ønsker dialog med Nordkorea.

      Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, siger, at USA ikke er interesseret i at vælte det nordkoreanske styre eller at gå i krig med landet. Rex Tillerson mener, at Nordkorea udgør en uacceptabel trussel, som amerikanerne er nødt til at reagere på.

      USA vil gerne indlede en dialog, men det kræver, at Nordkorea dropper sit mål om at blive en atommagt.

    18. Nordkorea vil give USA en lærestreg

      Nordkoreas udenrigsminister advarer om følgerne efter nye sanktioner.

      Efter nye sanktioner er blevet pålagt Nordkorea af FN's Sikkerhedsråd, vil landet nu give amerikanerne en lærestreg. 

      Sanktionerne sigter blandt andet mod at skære Nordkoreas eksportindtægter med en tredjedel.

      Den nordkoreanske udenrigsminister, Ri Yong-ho, advarer om, at der vil komme store følger som svar på sanktionerne.

       

    19. Trump truer Nordkorea med "ild og raseri"

      - Nordkorea hellere må holde op med at true USA. For ellers vil de blive mødt med en ild og et raseri, som verden aldrig før har set, siger USA’s præsident Donald Trump til nyhedsbureauet AP.

      Truslen kommer som reaktion på, at en rapport angiveligt slår fast, at det kommunistiske land har produceret et mini-atomsprænghoved, som kan sættes ind i et af landets interkontinentale ballistiske missiler.

    20. Kim Jong-un undersøger muligheden for at sende missil mod USA-base

      Nordkorea har planer om at sende fire missiler mod Guam.

      Den amerikanske militærbase på øen Guam bliver truet med et nordkoreansk missilangreb. Truslen kommer efter, at præsident Trump har fortalt, at Nordkorea vil blive mødt med "ild og raseri", hvis landet bliver ved med at komme med trusler.

      Før har den seneste tids trusler fra Nordkorea været overfladiske og ikke lydt på direkte ordre fra Kim Jong-un, men det gør truslen angiveligt nu. 

    21. Nordkorea tester brintbombe

      Nordkoreansk stats-tv meddeler, at de med succes har gennemført en prøvesprængning af en brintbombe.

      Nordkorea hævder, at der er tale om en brintbombe, der kan monteres på et ligeledes nyt interkontinentalt ballistisk missil. Brintbomben skal ses som en "gavepakke" til USA

      - Mit lands, Nordkoreas, seneste tiltag i selvforsvar er en gavepakke til ingen andre end USA. Og USA vil modtage flere gavepakker fra mit land, så længe de kommer med hensynsløse provokationer, siger Han Tae Song, der er Nordkoreas FN-ambassadør i Genève.

      Prøvespræningen får USA's præsident til tasterne på Twitter, hvor han kalder Nordkorea fjendtlige og farlige for USA. 

    22. Nordkorea vil reducere USA til "aske og mørke"

      Nordkorea truer endnu engang USA.

      - Lad os reducere det amerikanske fastland til aske og mørke. Lad os vise vores trods ved at mobilisere alle gengældelsesmidler, som vi hidtil har forberedt, lyder det i en udtalelse fra Pyongyang’s Korea Asia-Pacific Peace Committee, som står bag landets propaganda-udtalelser.

      Udmeldingen fra Nordkorea kommer på grund af, at USA støtter de sanktioner, FN's Sikkerhedsråd har vedtaget mod det kommunistiske land. 

    23. Trump vil udslette Nordkorea, hvis de truer USA

      I en tale ved FN's generalforsamling siger præsident Trump, at hvis Nordkorea truer USA, er man nødsaget til at udslette Nordkorea fuldstændig. 

      Donald Trump bruger for første gang det hånende udtryk "Rocket Man", udover på Twitter, om Kim Jong-un. 

    24. USA sender kampfly tæt på Nordkorea

      Bombeflyet B-B1 får brændstof på under en øvelse i Asien tidligere i september.

      USA sender et bombefly ledsaget af kampfly hen over internationalt luftrum øst for Nordkorea som en magtdemonstration.

      De amerikanske fly skal ifølge Pentagon ses som USA's syn på Nordkoreas "vanvittige opførsel".

    25. Den nordkoreanske udenrigsminister truer USA fra FN's talerstol

      Nordkoreas udenrigsminister Ri Yong-ho holder tale ved FN's generalforsamling, hvor han i stærke vendinger fortæller, at Donald Trump har fornærmet Kim Jong-un ved at sammenligne ham med en raket. 

      - Derved begik han (Trump, red.) en uoprettelig fejl, der vil gøre vores raketters besøg på hele det amerikanske fastland så meget desto mere uundgåeligt, lyder det fra Ri Yong-ho

    26. Trump reagerer på nordkoreansk tale

      Trump vil ødelægge Nordkorea, hvis USA bliver truet.

      Donald Trump fortsætter ordkrigen med Nordkoreas regime. På Twitter skriver USA’s præsident:

      - Har lige hørt Nordkoreas udenrigsministers tale i FN. Hvis han gengiver den lille raketmands tanker, vil de ikke være her meget længere!

    27. Nordkorea: Trumps ord er en klar krigserklæring

      Trumps seneste tweet bliver af Nordkorea tolket som en klar krigserklæring.

      - I weekenden udtalte Trump, at vores styre ikke ville være her meget længere, og dermed erklærede han krig mod vores land, siger den nordkoreanske udenrigsminister.

    28. Det Hvide Hus afviser at have erklæret krig

      Det Hvide Hus' talsperson Sarah Huckabee Sanders benægter at have erklæret Nordkorea krig.

      - USA har ikke erklæret krig mod Nordkorea, og det er absurd at påstå det.

      Det siger Det Hvide Hus' talsperson, Sarah Huckabee Sanders, på et pressemøde og supplerer, at man ikke er interesseret i at vælte den nordkoreanske regering.