Donald Trump

Nu kommer Putin Trump til undsætning - og er klar til at fremlægge beviser

Ruslands præsident, Vladimir Putin, afviser, at Donald Trump skal have delt fortrolige oplysninger. Han er klar til at udlevere udskrift af samtale.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, kan dokumentere, at USA’s ditto ikke har delt fortrolige oplysninger med Ruslands ambassadør i USA og Ruslands udenrigsminister under et møde i Det Ovale Værelse i sidste uge. 

Det siger Putin onsdag på et pressemøde i anledning af et besøg fra den italienske premierminister.

Han kalder beskyldningerne om de delte informationer for ’politisk skizofreni’.

Vladimir Putin sagde på pressemødet, at Rusland er klar til at frigive et udskrift af samtalen til Senatet og Kongressen i USA, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Donald Trump kom mandag i politisk uvejr, da Washington Post, baseret på anonyme kilder, skrev, at præsidenten havde delt fortrolige og følsomme oplysninger under et møde i Det Ovale Værelse den 10. maj med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov og Ruslands ambassadør i USA, Sergej Kislyak (der nu for tredje gang er involveret i en sag om amerikanske topfolk).

Trump beskyldes for at have delt fortrolige oplysninger med russiske toppolitikere under et møde i Det Ovale Værelse.

Washington Post beskriver, at oplysningerne drejer sig som en terrortrussel fra Islamisk Stat relateret til bærbare computere på et rutefly.

Donald Trumps nye nationale sikkerhedsrådgiver, H.R. McMaster og Ruslands udenrigsministerium afviste mandag Washington Posts påstande.

Senere mandag skrev Donald Trump på Twitter, at han har ret til at dele oplysninger med Rusland:

På pressemødet langede den russiske præsident også ud efter amerikanske politikere, der spreder det, Vladimir Putin kalder ’anti-russiske følelser’. Han kaldte det ’dumt’ og ’farligt’.

- Moskva er bekymret, fordi det er svært at forestille sig, hvad de folk, der spreder denne nonsens, finder på næste gang’, siger Vladimir Putin.

Adspurgt hvordan han vil vurdere Trumps præsidentskab indtil videre, udtaler Putin, at det er op til det amerikanske folk at vurdere, men at Trump først kan vurderes, når han ’arbejder på fuld styrke’.

Præsidenten havde på pressemødet overskud til at joke med situationen.

- Jeg giver Lavrov en reprimande, for han har ikke ’delt hemmelighederne’ med os, siger Vladimir Putin ifølge nyhedsbureauet AP.