Donald Trump

Fyret FBI-chef: Trump bad mig droppe Flynn-undersøgelse

FBI undersøger blandt andet, om tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn har samarbejdet med Ruslands styre.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, bad angiveligt den tidligere FBI-chef James Comey om at afslutte en undersøgelse af sin nu fyrede nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

Det skriver Comey i et memo, beretter avisen The New York Times.

Donald Trumps ord faldt ifølge memoet på et møde mellem Trump og Comey den 14. februar, dagen efter at Michael Flynn var fratrådt.

Flynn er under anklage, fordi han angiveligt har haft særdeles tætte bånd til Rusland.

Han har desuden misinformeret om sine møder med russiske diplomater, før Donald Trump overhovedet var tiltrådt som præsident.

Dårligt tidspunkt for Trump

Det kom kort efter Flynns fratrædelse frem, at det amerikanske justitsministerium mistænkte Flynn for at være sårbar over for russisk afpresning. Hvorfor vides ikke præcist.

- Jeg håber, at du kan se igennem fingre med det her, sagde Trump angiveligt til Comey.

En kilde tæt på Comey siger, at detaljerne fra memoet, der er gengivet i avisen, er rigtige.

Sagen kommer på et dårligt tidspunkt for Donald Trump.

Efter at præsidenten fyrede FBI-chef James Comey, har han været beskyldt for at forsøge at forhindre FBI i at efterforske, om Trumps lejr havde arbejdet sammen med Rusland før valget i november.

Det Hvide Hus benægter

The New York Times skriver, at memoet er et af mange, som Comey lavede for at kunne dokumentere, at præsidenten udsatte ham for pres i forbindelse med undersøgelsen af russisk indblanding i valget.

Trumps administration benægter, at informationerne er rigtige.

I en pressemeddelelse skriver Det Hvide Hus, at det "ikke er en sandfærdig eller præcis beskrivelse af samtalen mellem præsidenten og hr. Comey".

En talskvinde for FBI har nægtet at kommentere detaljerne i memoet.

Sådan har Michael Flynn-sagen udviklet sig

    1. Flynn taler i telefon med russisk ambassadør

      Kilder oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at Flynn 29. december 2016 fem gange taler i telefon med den russiske ambassadør Sergej Kislyak.

      Det er samme dag, som daværende præsident Barack Obama gengælder Ruslands påståede indblanding i det amerikanske præsidentvalg ved at indføre sanktioner over for landet.

      På det tidspunkt er Flynn endnu ikke tiltrådt som sikkerhedsrådgiver.

    2. Flynn afviser samtale

      Flynn afviser over for avisen The Washington Post, at han har talt med ambassadøren om sanktionerne.

    3. Obamas sanktioner blev drøftet i samtaler

      Kilder oplyser til avisen, at Obamas sanktioner blev drøftet i samtalerne. Angiveligt skulle Flynn havde antydet, at Trump måske kunne lempe sanktionerne, når han var indsat som præsident.

      Via en talsmand lægger Flynn afstand til sin tidligere afvisning.

    4. Har Flynn har løjet?

      Demokrater i Kongressen kræver svar på, om Flynn har løjet om samtalernes indhold og dermed vildledt præsident Trump og vicepræsident Mike Pence.

    5. Flynn har Trumps fulde tillid

      Den russiske regering oplyser, at Flynn og ambassadøren i samtalerne ikke drøftede en ophævelse af sanktionerne.

      Det Hvide Hus forsikrer i udtalelse, at Flynn har Trumps "fulde tillid".

      Senere meddeler Det Hvide Hus, at Trump nu "evaluerer" Flynns situation.

    6. Flynn kan være et muligt mål for russisk afpresning

      CNN skriver, at justitsministeriet har advaret Det Hvide Hus om risiko for, at Flynn kan være et muligt mål for russisk afpresning på grund af sagen.

      Michael Flynn meddeler officielt, at han fratræder.

    7. Udstedt en stævning

      Senatets efterretningskomité har udstedt en stævning for at få udleveret dokumenter fra Michael Flynn. Det sker i forbindelse med en undersøgelse, der handler om mulig russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg.

    8. Comeys memo offentliggjort

    9. Flynn vil ikke hjælpe

      Michael Flynn afviser at deltage i undersøgelsen af mulig russisk indblanding i valget.

    10. Flynn udleverer dokumenter

      Michael Flynns folk skriver i en e-mail til komitéen, at de vil begynde at udlevere nogle af de efterspurgte dokumenter, så de kan imødekomme en tidsfrist fra komitéen. Flere dokumenter vil følge senere, lyder det.

    11. Anklager på vej mod Flynn

      TV-kanalan NBC kan fortælle, at Muellers folk angiveligt er klar til at rejse anklager mod Michael Flynn.

      Blandt andet en mulig anklage om hvidvask af penge. Desuden skal Flynn have løjet over for føderale agenter om sine kontakter i udlandet.

    12. Flynn erkender løgn

      Michael Flynn erklærer over for en domstol, at han løj over for FBI om indholdet af et møde med den russiske ambassadør. 

      Han indvilger samtidig i at samarbejde med den særlige anklager om Rusland-undersøgelsen.

Kilder: Reuters, AFP, The Guardian, CNN, The New York Times