Her styrter helikopter ned i Nordsøen

En helikopter er styrtet ned ved Bergen i Norge. Tre personer var om bord. En af personernes tilstand er kritisk.

Norsk politi har frigivet billeder af en helikopter, der onsdag styrtede ned i havet ud for Bergen i Norge.

På videooptagelserne ser man, hvordan en presenning bliver flået itu af rotoren og spredt ud over vandet, hvorefter helikopteren styrter i havet.

Ombord var tre britiske statsborgere, der var på vej til at lande på luksusyachten 'Bacarella', da ulykken skete.

 - Man kan se, at presenningen flyver op og rammer rotoren. Så det kan enten være en direkte eller medvirkende faktor til ulykken. Vi kan ikke udelukke, at det har været kombinationen af dette og en teknisk eller menneskelig fejl, fortæller efterforskningsleder Frode Karlsen til det norske medie VG.

Til VG oplyste Haukelund Universitetshospital fredag, at den ene af passagererne, en 57-årig mand, fortsat ligger kritisk skadet, efter han blev fundet bevidstløs få minutter efter ulykken.

Her ses ”Bacarella”. Luksusyachten, hvor den nedstyrtede helikopter forsøgte at lande.
Her ses ”Bacarella”. Luksusyachten, hvor den nedstyrtede helikopter forsøgte at lande. Foto: Knut Farestvedt / AP

Videoen øverst i artiklen er optaget af Knut Farestvedt, der var øjenvidne til hændelsen oppe fra sin tagterrasse - cirka en kilometer fra båden.

 - Jeg testede et nyt videokamera og ledte efter noget interessant at filme, da helikopteren kom flyvende indover. Jeg prøvede at følge den med kameraet, og da det lignede, den ville lande på båden, prøvede jeg at få landingen med, men så hørte jeg et brag og var med det samme klar over, hvad, der var sket.

Farestvedt tog kontakt med politiet, da han regnede med, at videoklippet kunne være nyttigt i politiets undersøgelser.