Dreng vansiret af brændende telt: - Mor, jeg er blevet et monster

Mange syriske børn har undsluppet krigen ved at flygte til Grækenland, men landet kæmper for at give de tusinder af børn den fornødne pleje.

Flygtningestrømmen til Europa fra Tyrkiet blev stoppet, da EU indgik en aftale med Tyrkiets præsident Erdogan i marts sidste år. Men i Grækenland kæmper de stadig for at hjælpe alle dem, der allerede er kommet.

Ressourcerne i Grækenland er små, og det er gået ud over 9-årige Mannan Osso fra Syrien, der blev slemt forbrændt ved en ulykke.

TV 2 har mødt Mannan Osso, hans mor og 3-årige lillesøster i en lejlighed i Athen.

De overlevede bomberegnen i deres hjemby Aleppo i Syrien, men da de endelig troede, de var kommet i sikkerhed i Grækenland, gik der ild i deres telt i flygtningelejren, hvor de boede.

Og Mannan Osso fik voldsomme tredjegradsforbrændinger, da det brændende telt styrtede ned over ham.

Mannan Osso blev slemt forbrændt over det meste af kroppen og har brug for plastikkirurgi.
Mannan Osso blev slemt forbrændt over det meste af kroppen og har brug for plastikkirurgi. Foto: TV 2

 - Før var han mere smilende og legede med andre børn. Et barn vil gerne lege, grine, og nu er han ked af det, selvfølgelig er han det. Mange gange ser han sig selv i spejlet og siger: "Mor jeg er blevet til et monster," fortæller den 35-årige mor Amina Arslan til TV 2.

Har ikke opgivet håbet

Hun tror ikke, at de græske myndigheder kan hjælpe med den nødvendige behandling. Og hun bakkes op af den internationale velgørenhedsorganisation Goodwill Caravan, der til Sky News fortæller, at selvom grækerne gør rigtigt meget, kan sundhedsvæsnet ikke hjælpe det store antal flygtninge, der er kommet til landet, i en tilstrækkelig grad.

Ifølge den internationale hjælpeorganisation er det flere tusinde migrantbørn, der har brug for særlig lægebehandling, som de græske myndigheder ikke kan tilbyde.

 - Der er intet her for migranterne - ikke fordi landet ikke vil hjælpe, men fordi de er overbebyrdede, siger Hanan Ashegh fra Goodwill Caravan til Sky News og fortsætter:

 - Hvis vi kan hjælpe dem ved at bringe dem til et land, der har flere ressourcer, er det noget, vi vil fortsætte med at prøve på.

Amina Arslan, der flygtede med sine to børn via Tyrkiet og Lesbos, har også opgivet håbet om at få hjælp i Grækenland.

- Hvad løsningen er? Det er, at min søn kommer ud af landet for at få behandling. Der er ingen løsning her? Her er der ikke nogen løsning, siger den syriske flygtning til TV 2.

Se hele indslaget med Mannan Osso i videoklippet herunder:

Mange syriske børn har undsluppet krigen ved at flygte til Grækenland, men landet kæmper en kamp for at give de tusinder af børn den fornødne pleje. Video: Anders Masannek Jørgensen