Udland

Blev fyret af Trump i fuld offentlighed: Nu kommenterer han det

James Comey er blevet fyret midt under en undersøgelse af russernes påståede indblanding i den amerikanske valgkamp.

Der har været stilhed fra den nu tidligere FBI-direktør James Comey, siden han fik sparket af USA's præsident Donald Trump.

Men nu har CNN fået fat i Comeys afskedsbrev til hans tidligere ansatte i FBI.

- Jeg har altid ment, at præsidenten kan fyre FBI-direktøren af hvilken som helst grund - og uden nogen som helst grund. Jeg kommer ikke til at bruge tid på afgørelsen eller måden, det blev udført på. Det håber jeg heller ikke, at I vil, skriver Comey i sit brev.

Vil ikke dvæle ved fyring

I brevet til sine ansatte giver Comey udtryk for, at han ikke har til hensigt at dvæle ved begivenhedernes gang.

- Det er gjort, og jeg vil klare mig, selv om jeg kommer til at savne jer og jobbet rigtig meget, skriver han.

Resten af det relativt korte brev bruger Comey på at rose FBI som helhed. Han omtaler bureauet som 'en højborg af kompetence, ærlighed og uafhængighed'.

- Det er meget vanskeligt at forlade en gruppe, som arbejder så målbevidst for at gøre det rette. Mit håb er, at I vil fortsætte med at leve op til vores værdier og opgaven med at beskytte det amerikanske folk og opretholde forfatningen, skriver James Comey.

Han afslutter brevet med følgende besked til de FBI-ansatte:

- At arbejde med jer har været en af de store glæder i mit liv. Tak for den gave.

James Comey skal have fået beskeden om, at han var blevet fyret, via TV, da han holdt tale for FBI-ansatte i Los Angeles. I første omgang troede Comey, at det var en spøg, men kort efter kom afskedsbrevet fra præsidenten.

Hvorfor netop nu?

Spørgsmålet alle stiller sig er, hvorfor fyringen kommer netop nu. En af dem er demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, skriver dagbladet.no.

- Hvorfor skete det i dag? Vi ved, at Repræsentanternes Hus kigger på Ruslands involvering i valgkampen. Vi ved, at Senatet efterforsker det. FBI ser på om Trump-kampagnen samarbejdede med Rusland, sagde han under en pressekonference og stillede spørgsmålet:

- Kom disse efterforskninger for tæt på præsidenten?

Bad om flere penge til efterforskning

I opsigelsesbrevet fra Trump til Comey henviser præsidenten til FBI's granskning af sagen om Hillary Clintons email-server. Men kritiske røster mener, at opsigelsestidspunktet næppe er tilfældigt, fordi FBI for tiden er i gang med at granske Ruslands rolle i det amerikanske præsidentvalg. Noget Comey også skal vidne om i efterretningskomitéen i Senatet.

Nyheden om at Comey, kort tid før han blev fyret, bad om flere penge til Rusland-efterforskningen, vil givetvis heller ikke bidrage til, at spekulationerne om baggrunden for fyringen bliver mindre.

Det Hvide Hus afviser dog, at tidspunktet for fyringen har noget med granskningen at gøre. Ifølge dem har Trump haft planer om at fyre FBI-chefen siden valget.

USA-ekspert: To forklaringer på fyring

Også TV 2s USA-ekspert Mirco Reimer-Elster mener, at der kan være to forklaringer på, hvorfor Trump har sendt James Comey ud i kulden:

Enten er der virkelig tale om, at fyringen er et forsøg på at genoprette tilliden til FBI, eller også er der tale om, at Trump godt ved, at der eksisterer forbindelser mellem Trump-kampagnen og Rusland, og nu prøver at obstruere og lukke FBI's efterforskning ved at fyre Comey.