Putin viser nyt våben frem i Moskva: Isbjørnene skal forsvare Nordpolen
Missilsystemer skal sættes ind på en helt ny militærbase nord for Polarcirklen. De blev vist frem i Moskva i dag.
Der var én ting, der skilte sig ud, da Rusland fejrede 72-års jubilæet for sejren over Nazityskland med en enorm militærparade.
En ekstra farve havde fået plads i optoget på Den Røde Plads, hvor 114 forskellige køretøjer og 10.001 soldater skulle demonstrere Ruslands militære magt og vise verden, at der er slagkraftige våben bag det russiske diplomati.
Hvid er normalt ikke en farve, man forbinder med militærkøretøjer på Den Røde Plads. Faktisk har der aldrig tidligere deltaget køretøjer i den farve, men i år var det altså anderledes, og det var næppe tilfældigt.
Præsident Vladimir Putin har nemlig vendt blikket mod nord flere gange i 2017, og kampen om, hvem der skal have herredømmet over Arktis er i fuld gang.
De ni hvide bæltekøretøjer med en brølende hvid bjørn på forenden er helt nye våben i det russiske arsenal.
Russerne har døbt dem Tor-M2DT og Pantsir-SA - navnene dækker over to missilsystemer, der er specialbygget til at kunne udkæmpe en krig i Arktis.
For eksempel kan de køre gennem områder med is og dyb sne og operere i ekstrem kulde.
Ifølge russernes egne oplysninger kan Pantsir-systemet skyde mod to fly samtidig og angribe 12 mål i minuttet.
Våbnet er helt nyt - de første versioner er fra 2012 - og de køretøjer, der blev vist frem ved paraden, er først sat i drift i 2016.
Missilerne flyver med en hastighed af 3.600 kilometer i timen - det er dobbelt så hurtigt som et projektil fra en riffel.
De kan ramme alt inden for 20 kilometers afstand og otte kilometers højde, hvis man skal tro russernes oplysninger.
Pantsir-systemet kan også bruges mod mål på jorden, hvis det skulle blive nødvendigt.
Tor-systemet er fra 1986, så det er ikke nyt. Det har en meget kortere rækkevidde end Pantsir-systemet, men er i store træk i stand til det samme - nemlig at slå til mod mål i luften.
Og hvorfor er det vigtigt for Rusland at fortælle verden, at det er klar til at forsvare sig i Arktis? Og hvorfor gør landet det ved en stor militærparade?
Det har Uffe Dreesen, der er TV 2's korrespondent i Rusland, et svar på:
- Putin gør helt klart, at Arktis er et område, man gør krav på. Og et område man vil forsvare. Det, vi så i dag, var et vink med en raketvognstang om, at Rusland ikke vil lade sig kyse, siger han.
Rusland har verdens længste grænse op mod Polarhavet - og landet kan gøre krav på så godt som halvdelen af det område af jorden, der ligger nord for polarcirklen.
Hvis man skal se tingene fra Moskvas synsvinkel, er der grund til at sende et signal om styrke, fortæller Uffe Dreesen.
Og her kommer luftværnsmissilerne ind i billedet, for en eventuel krig på Nordpolen kommer formentlig til at handle om fly og faldskærmssoldater. Eller det er i hvert fald, hvad USA har øvet sig på.
Så sent som i februar 2017 øvede amerikanske soldater sig i faldskærmsudspring under arktiske forhold ved en øvelse kaldet "Spartan Pegasus".
Øvelsen var den seneste i en lang række, hvor soldater fra den 25. infanteridivision - USA's hærs 4. brigade - forbereder sig på at kunne føre krig i Arktis.
Samtidig har USA i januar udstationeret 300 marinesoldater i Trondhjem i Norge i en periode på seks måneder. Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at der er amerikanske soldater udstationeret her.
De amerikanske øvelser og udstationeringer er blevet intensiveret siden februar 2014, hvor Rusland offentliggjorde, at der nu var oprettet en ny militærkommando for de arktiske områder.
Og lige siden har Rusland arbejdet målrettet på at befæste sin position i området.
Der er endda blevet bygget en helt ny militærbase, som kan rumme de missilsystemer, der blev vist frem ved paraden i Moskva.
Basen er bygget ved en gammel landingsbane på øen Alexandra Land ikke så langt fra Svalbard mere end 1.000 kilometer nord for Sibirien.
Så sent som den 29. marts i år var Vladimir Putin på besøg på basen, der er bygget på pæle for at kunne modstå snemasserne og de minus 40 kuldegrader, der er i området om vinteren.
Der er plads til 150 soldater, der skal være på basen i perioder på 18 måneder.
Rusland har ikke gjort nogen hemmelighed ud af basen, og Forsvarsministeriet i Moskva tilbyder endda en virtuel tur rundt på den, hvis man besøger deres hjemmeside.
Den 14.000 kvadratmeter store base er den anden, som er blevet bygget under Vladimir Putin i Arktis, men der er fire mere på vej, så Rusland i løbet af kort tid vil have seks større militære anlæg i Arktis.
Dermed er der rigeligt med steder, hvor de ni køretøjer fra dagens parade kan placeres. Hvor mange andre af samme type de får selskab af, er ikke oplyst.
Kilder: Bystyret i Moskva, Reuters, BBC Online og Army Recognition