Udland

BLOG: Islamisk Stat taber terræn - men hvor stærke er de i dag?

Terrorgruppen IS er ved at tabe. Tæt på at miste Mosul i Irak og deres højborg Raqqa i Syrien. Dermed er Kalifatet i realiteten ikke et Kalifat. Men IS forsvinder ikke – hvad gør de så?

Da irakiske sikkerhedstyrker sidste år var ved at tilbageerobre den irakiske by Ramadi fra terrorgruppen Islamisk Stat, flygtede civilbefolkningen i tusindvis fra de voldsomme kampe.

Det stod klart, at byen ville falde snart. Nogle af krigerne fra IS var ikke meget for at lide martyrdøden – så de forsøgte også at flygte, på enhver tænkelig måde.

BBC’s mangeårige Mellemøstkorrespondent Jim Muir beskriver en scene fra et checkpoint tæt på Ramadi, bemandet af irakisk politi.

To kvinder i den næsten totaldækkende niqab kom løbende mod kontrolposten. Politiet vinkede dem igennem.

Mand med makeup

Pludselig henvendte den ene af kvinderne sig til politifolkene, mens hun pegede på den anden.

- Det er ikke en kvinde. Han er en IS-emir (militær kommandør, red.)! råbte hun.

Politifolkene undersøgte den anden person og blev noget overraskede. ”Kvinden” var en mand, der havde barberet alt sit skæg af, smurt makeup på og iført sig kvindetøj.

Episoden ved checkpointet vender vi tilbage til. Det er absolut ikke enestående, at IS-krigere og deres familier forsøger at slippe væk fra krigen.

Så sent som i forrige uge overgav et britisk ægtepar og deres amerikanske ven fra Florida sig til de tyrkiske myndigheder, ifølge The Guardian.

De havde tilbragt mere end to år i områder kontrolleret af IS, bekræfter kilder over for avisen.

Snesevis af de såkaldte 'foreign fighters' har de seneste uger forsøgt at snige sig over grænsen til Tyrkiet, nogle er fanget, andre er sluppet igennem.

I september 2014 var IS på vej frem overalt på slagmarken med formuer mest fra handel med olie til at finansiere deres såkaldte Kalifat og krigen.

IS-krigere vil hjem

Embedsmænd i både Storbritannien og Tyrkiet bekræfter, at IS-soldater, der sluttede sig til IS så tidligt som i 2013, har kontaktet deres respektive ambassader for at høre om mulighederne for at vende hjem.

I den store sammenhæng er tallene for disse to grupper ikke store – men en indikation på, at IS er ekstremt presset.

Skuffede og desillusionerede

- Mange af de IS-desertører, jeg har mødt i Tyrkiet, identificerer sig stadig som militante islamister, der ønsker at skabe en stat baseret på sharia (islamisk lov, red.), skriver analytiker Mara Revkin, forsker i islamisk lov med flere længere ophold i Mellemøsten, i New York Times.

- Men de er desillusionerede. De har oplevet, at IS ikke selv fulgte de strenge regler, de krævede, at andre skulle følge. For eksempel har de oplevet korruption og smugleri af forbudte varer som cigaretter. Det er blevet mere og mere almindeligt, efterhånden som Kalifatet er ved at bryde sammen, og IS-ledere kæmper for at opretholde kontrol over sine egne medlemmer, skriver Mara Revkin.

Kvinder ser på sko i Islamisk Stats højborg Raqqa i Syrien i september 2014. Nu er byen nærmest omringet og det afgørende angreb kan blive sat ind når det skal være.

Taber hovedbyer

De irakiske og kurdiske styrker æder sig langsomt ind på den vestlige del af Mosul i Irak, og koalitionen gør klar til det endelige angreb på IS' hovedby Raqqa i Syrien.

Langt de fleste analytikere og eksperter er enige om, at IS vil tabe disse hovedbyer, men først efter lange og blodige kampe.

Når det er sket, kan man forestille sig en række scenarier:

- IS går under jorden i Irak og Syrien.

- IS trækker sig tilbage til ørkenen.

- Terrorgruppens loyale støtter i en række lande bliver mere aktive.

- Deres 'foreign fighters' vender tilbage til deres hjemlande – med øget risiko for terrorangreb.

Ideen dør ikke.

Stadig aktive

Når Raqqa og Mosul er faldet, står IS så tilbage med kontrollen over et område i det centrale og østlige Syrien, som godt nok er geografisk stort, men med få byer og væsentligt færre indbyggere. Men de vil stadig være aktive.

IS har forberedt sig længe på risikoen for at tabe byerne. Unavngivne militærkilder siger til Fox News, at topledelsen i IS de seneste måneder har trukket sig ud af Raqqa og er rykket sydpå til byen Al-Mayadin længere nede af Euphratfloden, syd for den større by Deir Ezzor.

Man kan se geografien her: http://isis.liveuamap.com/

Men IS vil kæmpe for hver en kvadratmeter i de to byer.

Symbolsk betydning

Glem ikke, at fredag den 4. juli 2014 steg en skægget mand med turban og klædt i sort op på prædikestolen i Al Noree Al Kaber-moskéen i Mosul i det nordlige Irak.

Her udråbte han kalifatet Islamisk Stat og sig selv som Kalif Ibrahim. Så moskeen har enorm, symbolsk betydning.

Den ligger godt tre kilometer nord for lufthavnen i det vestlige Mosul.

Manden var Abu Bakr al-Baghdadi. Han krævede, at alle muslimer svor deres loyalitet – bayah - over for ham som den rette leder af ummaen – muslimerne i hele verden, som The Telegraph skriver.

Nu står den irakiske hær få hundrede meter fra moskeen.

60.000 dræbt

Ifølge det anerkendte GlobalSecurity.org vurderer det amerikanske militær, at op imod 60.000 IS-kæmpere er blevet dræbt under flere års bombeangreb.

Amerikanske militærkilder vurderer, at op imod 60.000 IS krigere er blevet dræbt under de seneste år intensive luftangreb mod terrorgruppen

Militærets analytikere mener, at IS i dag råder over mellem 12.000 til 15.000 soldater, ligeligt fordelt mellem Syrien og Irak. Mindst en tredjedel er rede til at dø for sagen, vurderer kilderne ifølge GlobalSecurity.org.

- Nu har jeg observereret IS gennem mere end to år, og på trods af de store tab forventer jeg ikke, at de lige pludseligt kollapser, fordi de skulle være ved at miste modet, siger generalløjtnant Stephen Townsend, chef for koalitionens Operation Inherent Resolve, ifølge GlobalSecurity.org.

- De gemmer sig blandt civilbefolkningen over hele Irak og Syrien. De fremmede soldater – 'foreign fighters' – udgør omkring 10 procent af deres styrke. En styrke af mindst samme størrelse udgøres af hårdføre lokale og regionale veteraner. Vi forventer, at de mere almindelige IS-soldater stadig vil følge ordrer fra deres førere, vurderer Stephen Townsend.

Går under jorden

Mange eksperter forventer, at IS i Irak vil søge tilbage til den rolle, de havde under den amerikanske besættelse. De går under jorden og søger ud i ørkenen.

Michael Pregent, en tidligere efterretningsofficer og nu ekspert hos Hudson Institute, siger ifølge GlobalSecurity.org, at han forventer, at IS gør præcis det.

- De muterer tilbage til at arbejde i det skjulte. Der kommer ingen synlige IS-flag, som vi ser det nu. De siger ikke, at nu kontrollerer vi (IS, red.) et givet boligområde, men de kommer til at operere ud fra sådanne områder. De vil bruge bilbomber, likvideringer, selvmordsbomber og samtidig forsøge at rekruttere unge sunnimuslimer, vurderer Michael Pregent.

Tilbage til ørkenen

Man skal her huske, at IS i sin tid hed ISI – Den Islamiske Stat i Irak – som tilbage i 2003 til 2007 kæmpede mod amerikanerne og det shiamuslimsk dominerede styre i Bagdad.

Det sunnimuslimske IS angreb især mål, der var af hellig betydning for shiamuslimerne, for at skabe splittelse i den skrøbelige irakiske stat.

ISI lykkedes derudover også med at splitte de mange forskellige sunnimuslimske grupper, hvilket gjorde det lettere for dem at tage magten i sunnidominerede områder fra 2013 og frem, skriver Hassan Hassan i en analyse i New York Times.

Hassan Hassan er en internationalt anerkendt journalist og forfatter og i øvrigt selv fra Deir Ezzor i Syrien, som IS stadig kontrollerer. Han er medforfatter til bogen ’ISIS: Inside the Army of Terror’.

- Hvis eller når IS taber Mosul, har gruppen udarbejdet en plan for fremtiden: inhyaz – et arabisk/islamisk begreb for midlertidig tilbagetrækning til ørkenen, skriver Hassan Hassan i New York Times.

- I sin sidste tale før han blev dræbt, forklarede IS' talsmand Muhammad al-Adnani, at tab af territorie ikke betyder nederlag. At de militante vil kæmpe til enden og så trække sig tilbage til ørkenen, ligesom man gjorde, efter amerikanerne i 2007 sendte titusindvis af ekstra soldater ind i Irak blandt andet mod terrorgrupper som ISI og Al Qajda.

- De fleste militante islamister, især de udenlandske, trak sig tilbage til ørkenen, mens snesevis af deres irakiske kammerater blev i blandt andet Bagdad for at fortsætte terrorangrebene - også mod den irakiske befolkning, skriver Hassan Hassan.

Situationen i dag endnu bedre for IS-propaganda

De irakiske myndigheder har allerede set, hvad IS' tilbagetrækning til ørkenen kan betyde. I flere områder, der tidligere er blevet befriet fra IS, er de begyndt at rekruttere nye medlemmer. Terrorgruppen er også begyndt at organisere bombeangreb i byerne, og de irakiske sikkerhedsstyrker er for få til at kunne gribe ind.

Og desværre er situationen i dag endnu bedre for IS-propaganda. Irak er i dag mere splittet politisk, socialt og etnisk, end det var, da ISI første gang slog til. Et medlem af Rådet for Opvågning - Awakening Councils -, som gik til kamp mod IS i Irak i protest mod deres ekstreme metoder, fortæller til Hassan Hassan, at der i dag ikke findes én sunnimuslimsk gruppe, der kan fylde tomrummet ud efter IS.

Underforstået - IS har stadig mulighed for at udnytte splittelsen mellem sunnierne til at genskabe sin egen styrke.

Det er den største udfordring for den shiamuslimsk dominerede regering i Bagdad. At sikre, at sunnierne også føler sig repræsenteret, har andel i magten og har indflydelse på deres tilværelse.

Strategisk dybde

- Mens IS kæmper i Irak og Syrien, har terrorgruppen udviklet, hvad man kan kalde en uvurderlig ”strategisk dybde” mange andre steder i verden, siger Charles Lister til Brookings Institute.

Han er en anerkendt analytiker og ekspert i Mellemøsten. Han har tidligere været tilknyttet Brookings Institute og arbejde i dag som forsker på Middle East Institute i Washington DC, USA.

- I over 15 lande fra Mali i Vestafrika til Filippinerne i Sydøstasien har forskellige grupper erklæret deres loyalitet over for IS.

I hvert af disse lande har en eller flere grupper af militante islamister erklæret deres troskab – bayat – til Abu Bakr al-Baghdadi: Mali, Algeriet, Libyen, Nigeria, Egypten, Saudi Arabien, Somalia,  Afghanistan, Pakistan, Bangladesh og Fillippinerne.

De forskellige gruppers tilknytning til IS varierer – nogle har blot erklæret, at de er loyale over for IS, men har en lokal dagsorden og modtager ikke ordrer fra IS. Andre er meget tættere på IS.

- Især grupperne i Egypten, Afghanistan og Pakistan er vigtige for, at IS kan overleve presset i Syrien og Irak, siger Charles Lister til Brookings Institute.

- Efterhånden som presset stiger på gruppen i de to lande i Mellemøsten, kan man forvente, at IS vil uddelegere beslutninger til sine regionale og lokale tilhængere. IS vil også tilskynde disse grupper til at gå til modangreb. Både angreb, som stadig er styret fra centralt hold eller blot mere generelt inspirerede af IS' religiøse ideologi, siger Charles Lister.

- Ustabilitet er grobund for grupper som IS, så vi skal også forvente, at de vil udnytte det faktum, at titusindvis af flygtninge bevæger sig fra Syrien til Europa, mener han.

Ideen dør ikke

Uanset hvordan det går på slagmarken, så er de fleste eksperter også enige om én ting:

Ideen om en Islamisk Stat dør ikke.

 - Mange har tolket IS' tab af geografiske områder, formindsket tiltrækning af nye medlemmer og en presset ledelse som indikatorer på, at IS taber. Men det er forkert, skriver IS-analytikeren Charlie Winter i en rapport fra ICSR – Internationalt Center for Studiet af Radikalisering og Politisk Vold i London.

Han mener, at IS' meget succesfulde digitale propagandamaskine har sikret, at Kalifatet vil eksistere som ide, længe efter IS ikke længere har kontrollen over større landområder.

- Hvis de tvinges til det, vil de rettroende IS-tilhængere trække sig tilbage til den virtuelle verden, hvor de kan finde masser af inspiration og holde deres tro ved lige ved at se og gense det enorme propagandamateriale, som gruppen har produceret gennem årerne. De vil kunne holde sig åndeligt og religiøst i live og udgøre en potentiel fare de kommende år, skriver Charlie Winter i ICSR rapporten.

Han bakkes op af Simon Cottee, kriminolog fra Kent Universitet med speciale i militant islamisme, skribent for The Atlantic og Defence One.

- De mest indædte tilhængere af IS ser terrorgruppen som det ypperste religiøse projekt. Eventuelle tab eller tilbageskridt ser de som midlertidige. Allah har ikke forladt de sande krigere til fordel for de vantro, tværtimod er den kommende udvikling en helt naturlig prøvelse i den sande kamp for Jihad, og det skal man kunne udholde. Selv geografiske tab er en del af prøvelsen, skriver Simon Cottee og citerer igen den nu afdøde IS-talsmand al-Adnani.

- Hvem troede, at vi kæmper for at beskytte et område eller en myndighed? Dem, der troede det, har afveget fra den sande tro. Oh, USA, er du sejrrig, og vi taber, blot fordi I indtager Sirte eller Mosul eller Raqqa? Selvfølgelig ikke. Vi er kun slået den dag, det lykkes jer at fjerne Koranen fra muslimernes hjerter, sagde al-Adnani i sin sidste radiotale, før han blev dræbt.

Truslen er der stadig

Som tidligere nævnt har flere IS-krigere kontaktet deres ambassader for at undersøge muligheden for at vende hjem.

Men andre, mere ideologiske kolleger vil forsøge at udnytte flugten fra krigen til at infiltrere Tyrkiet og rejse derfra videre ind i Europa for at søge hævn for, at Kalifatet er ved at gå under – og det skaber bekymring i Europa, som The Guardian beskriver det:

- Vestlige efterretningstjenester vurderer, at medlemmer af IS' særlige enhed for eksterne operationer vil forsøge at infiltrere flygtningestrømmen ind i Europa.

- De sluttede sig til IS fra mange europæiske lande, og mindst 250 af dem er smuglet tilbage til Europa, skriver The Guardian.

Pas på, Europa

Avisen citerer tyrkisk politi for, at de har optrævlet flere smuglernetværk. Men de advarer samtidig om, at nogle af disse ruter stadig eksisterer, på trods af deres indsats.

- Europa skal passe på, siger Shiraz Maher fra ICSR til The Guardian.

- Truslen fra disse personer vil sandsynligvis blive mere alvorlig i de kommende måneder og år, efterhånden som IS bliver mere og mere presset.

Han støttes af Masrour Barzani, sikkerhedschefen for kurderne i det nordlige Irak.

- Kampen mod IS vil skifte til en krig om efterretninger. Når vi slår IS militært, tager territorium fra dem og forhindrer dem i at tiltrække 'foreign fighters', er det én sag. Det vil afskrække de fremmede krigere fra at opholde sig i den såkaldte Islamiske Stat, og de vil enten kæmpe til de dør, flygte, vende hjem til deres egne lande eller overgive sig.

- Derfor skal man ikke undervurdere, at de kan udgøre en trussel, når de vender tilbage til deres hjemlande, siger Masrour Barzani til The Guardian.

Flere IS-kriger har forsøgt at flygte klædt ud som kvinder

IS-kriger med makeup

Tilbage ved checkpointet, hvor en kvinde, der flygtede fra krigen, udpegede sin makker som en mand.

- Da IS kom, dræbte han min mand, fortalte kvinden om manden.

- Min mand var i politiet. Emiren voldtog mig og tog mig som sin kone, fortalte kvinden ifølge BBC.

- Jeg holdt det ud al den tid, mens jeg ventede på mulighed for at hævne min mand og forsvare min ære. Jeg lokkede ham til at barbere sig, tage makeup på og iføre sig kvindeklæder – og så udpegede jeg ham for politiet, fortalte hun ifølge BBC.

Mandens skæbne er uvis – det er IS' også.