Udland

Børnefamilie smidt af fly: - Du og din kone kommer i fængsel, og jeres børn kommer i pleje

En ny video viser, hvordan en amerikansk familie blev truet med fængsel, da de ikke ville opgive en flyplads, de havde betalt for.

Endnu en gang er flyselskabers behandling af deres kunder kommet i søgelyset. Forleden lagde det californiske ægtepar Brian og Brittany Schear en video på Youtube, som viser, hvordan de blev smidt af et Delta Air Lines-fly inden afgang.

Episoden skete den 23. april, da ægteparret og deres børn på et og to år skulle hjem fra Hawaii. På flyet havde de sat den to-årige på et sæde, der oprindeligt var købt til deres 18-årige søn. Den voksne søn havde forældrene sendt hjem med et andet fly netop for at gøre plads til den to-årige.

Du og din kone kommer i fængsel, og jeres børn kommer i pleje

Ansat hos Delta Air Lines

Til NBC News fortæller Brian Schear, at han havde gjort rejseselskabet opmærksom på ombytningen. Der var ingen problemer, da familien gik ombord på flyet, men efter de havde fundet deres pladser, fik de besked på, at den to-årige ikke måtte sidde på pladsen.

I den otte minutter lange video, som familien Schear selv lagde på Youtube i onsdags, kan man høre, hvordan en ansat fra Delta beder familien om at gøre, som flyselskabet ønsker.

- Hvis I ikke indvilliger, er I nødt til at forlade flyet, siger den ansatte.

- Så må de tvinge mig af flyet, svarer familiefaren Brian Schear.

Personen fra Delta siger, at den beslutning vil føre til en lovovertrædelse, som vil få konsekvenser for familien.

- Du og din kone kommer i fængsel, og jeres børn kommer i pleje, lyder det fra den ansatte.

Brian Schear og hans familie blev smidt af et fly fra Delta Air Lines.

Senere i videoen får familien også at vide, at den to-årige ikke må sidde i det barnesæde, som familien selv har taget med. Ifølge flypersonalet må børn på to år ikke må optage et sæde, og de skal sidde hos forældrene.

- Han skal være i jeres arme hele tiden. Han må ikke engang være i et sæde, siger en flyansat.

- Han sad i en autostol på vej hertil i et Delta-fly, svarer Brian Schear.

Flyselskabets forklaring stemmer dog ikke overens med de regler, der er beskrevet på den amerikanske luftfartstyrelses hjemmeside. Her bliver forældre opfordret til at placere børn i 'en sikker enhed' under flyrejsen.

Familien havde ingen overnatning

Til sidst tilbyder Brian Schear at holde barnet, men han får at vide, at det er for sent, og familien bliver smidt af flyet. Da familiefaren brokker sig over, at familien nu står i en lufthavn uden overnatning, får han at vide, at det er hans eget problem.

- Det har ikke noget med mig at gøre… Nu er I overladt til jer selv, lyder det fra den ansatte.

Videoen slutter med, at familien Schear forlader flyet. Siden familien onsdag lagde videoen på Youtube, er den blevet set mere end 3 millioner gange.

Torsdag udsendte flyselskabet Delta udsendte en pressemeddelelse, hvor de undskylder over for familien.

- Vi er kede af den uheldige oplevelse, vores kunder havde med Delta, og vi har nu taget fat i dem for at refundere deres rejse og yde yderligere kompensation. Deltas mål er altid at arbejde sammen med vores kunder for at finde løsninger på deres rejseudfordringer. Det skete ikke i dette tilfælde, og vi undskylder, skrev Delta.

Flyselskabet har endnu ikke forklaret, hvorfor familien Schear blev smidt af flyet, men en talsmand siger, at flyet ikke var overbooket, skriver nyhedsbureauet AP.

Behandlingen af flypassagerer har fået øges fokus efter sagen om lægen David Dao, der med magt blev smidt af et overbooket fly fra United Airlines.

De rejsende fra Chicago til Louisville i USA fik sig en dramatisk start på deres flytur. En mand mod sin vilje blev slæbt af et overbooket United Airlines fly. Video: Anne Brandbjerg

En video viste, hvordan David Dao blev tvunget op af sit sæde og revet hen ad gulvet på flyet, da han nægtede at forlade sin plads. I den forbindelse fik David Dao hjernerystelse samtidig med, at han mistede to tænder og brækkede næsen. Siden har flyselskabet indgået et hemmeligt forlig med David Dao.