Udland

Holdt indespærret i mørk kasse i to år: Her slippes den ud i friheden

Orangutangen Kotap blev holdt indespærret i en kasse, fordi dens ejer frygtede, at den ville forstyrre naboerne.

I Indonesien er en orangutang blevet befriet efter to års fangenskab i en mørk kasse. 

Orangutangen Kotap blev befriet af et hold fra International Animal Rescue (IAR) og forstvæsnet (BKSDA) i Vest Kalimantan på Borneo.

Den fire år gamle abe havde på tidspunktet for sin befrielse siddet fanget i kassen, som ikke var større end knap en kvadratmeter, i to år.

Frygtede at abe ville forstyrre naboer

Abens gidseltager, en mand som kun er kendt under navnet Baco, hævder, at han fik Kotap af nogle mennesker, som han havde mødt i landsbyen Ketapang. Ifølge Baco så han aben i en lille papkasse og aftalte med de daværende ejere at tage den med hjem og passe på den, skriver Daily Mail.

Baco blev dog hurtigt bekymret for, om Kotap ville forstyrre naboerne, og derfor byggede han kassen til orangutangen foran sit hus.

Kotap sad indespærret i dette bur i to år.

Under fangenskabet er Kotap blevet fodret med mad til mennesker - blandt andet ris og brød. Ifølge Baco er abens yndlingsret minut-nudler, der bliver skyllet ned med en sukkerholdig drik.

Repræsentanter fra forstvæsnet har tidligere besøgt Baco i landsbyen Rabak. Indtil nu har alle forsøg på at overtale ham til at frigive aben dog været forgæves. Men efter at have forklaret ham, at han ifølge loven på Borneo skal handle i dyrets bedste interesse, overgav Baco endelig Kotap til myndighederne.

En skræmmende oplevelse

Da kassen blev åbnet, og en dyrlæge rakte sin hånd frem mod Kotap, virkede den i første omgang skræmt og trak sig tilbage i kassen, som har været dens hjem i de seneste to år.

Efter flere år i mørket var lyset og lydene udefra tydeligvis en skræmmende oplevelse for den, fortæller dyrlægen Uwi til International Animal Rescue.

Orangutangen Kotap er blevet befriet efter to års fangenskab i en mørk kasse.

- Kotap blev meget stresset af alle de fremmede, der havde samlet sig for at se ham, da han blev befriet fra kassen. Han blev - ikke overraskende - nervøs og aggressiv. Så under turen tilbage til centret holdt vi folk væk fra ham, så han forholdt sig så roligt som muligt, siger Uwi. 

- Denne stakkels orangutang er blevet frataget alt, hvad han skal bruge for at overleve i det fri. Som fire-årig burde han stadig være sammen med sin mor, hvor han skal lære at klatre i træer, hvilken mad han kan spise, og hvordan han bygger en rede at sove i. I stedet har han boet i ensomhed - ude af stand til at røre sig eller udtrykke nogen form for naturlig opførsel for en vild orangutang, siger Alan Knight, som er chef for International Animal Rescue.

Kotap skal nu rehabiliteres sammen med andre reddede dyr på dyrecentret, inden han skal tilbage i skoven, hvor han hører til.