Berømt schweizisk klatrer fundet død på Mount Everest
Klatreren Ueli Steck var en pioner inden for bjergbestigning, hvor han blandt andet satte hastighedsrekorder.
Den berømte bjergbestiger Ueli Steck er blevet fundet død på Mount Everest søndag morgen.
- I morges (søndag, red.) var han ude for en ulykke på Nuptse-muren og døde. Det lader til, at han gled, udtaler Ang Tsering, der står i spidsen for Nepals forening af bjergbestigere.
Den 40-årige schweizer var kendt som en pioner inden for bjergbestigning, da han blandt andet klatrede via nye ruter og satte hastighedsrekorder.
Steck var på Mount Everest for at forsøge sig med en rute mod tinden, som ingen før har prøvet.
Mount Everest er med en højde på 8848 meter verdens højeste bjerg.
Knap 300 bjergbestigere er døde på Mount Everest, siden bjerget blev besteget første gang i 1953 af Edmund Hillary og sherpa Tenzing Norgay.
/ritzau/AFP