Terror i Stockholm

Endnu en person død efter terrorangreb i Stockholm

En 66-årig kvinde er fredag morgen død på et sygehus i det sydlige Sverige.

En femte person er død efter terrorangrebet i Stockholm den 7. april.

Det skriver flere svenske medier, som citerer svensk politi.

- En kvinde i 60'erne, som er blevet behandlet på et hospital i det sydlige Sverige for skader i forbindelse med terrorangrebet på Drottninggatan, døde om morgenen den 28. april. Kvinden er det femte dødsoffer for terrorangrebet, skriver svensk politi ifølge Expressen i en pressemeddelelse.

Aftonbladet har efterfølgende fået tilladelse af den afdødes familie til at offenliggøre navn og alder. Der er tale om 66-årige Marie Kide fra Trollhättan.

Gerningsmand var eftersøgt

Den 39-årige usbeker Rakhmat Akilov har erkendt at stå bag lastbilangrebet. Svensk politi har tidligere bekræftet, at manden har udvist sympati for IS.  

- Vi ved, at den mistænkte har udtrykt sympati for Islamisk Stat og andre ekstremistiske organisationer, har Jonas Hysing, der er operativ chef i det svenske rigspoliti, tidligere sagt.

Svensk politi har også tidligere fortalt, at Rakhmat Akilov i tiden op til angrebet i Stockholm var eftersøgt. Han fik i 2016 afslag på en ansøgning om permanent opholdstilladelse, men forlod efterfølgende ikke Sverige.

11-årig og familiefar blandt de øvrige ofre

11-årige Ebba Åkerlund var det første af fire ofre, der blev identificeret efter terrorangrebet i Stockholm.

Familien bekræftede tidligere på måneden pigens død og viste på svensk TV4 et billede af hende, samtidig med at de sendte en hilsen til svenskerne.

- Med hele vores hjerte, takker vi det svenske folk for al den varme og kærlighed, de har givet os i en tid med fortvivlelse og smerte, sagde de til TV4.

 Den 41-årige britiske familiefar Chris Bevington var også blandt ofrene. Det bekræftede hans far, John, i en pressemeddelelse to dage efter terrorangrebet. 

- Vi er alle knust over vores talentfulde, medmenneskelige og omsorgsfulde søn Chris' alt for tidlige og tragiske død. En vidunderlig ægtemand, far, bror og nær ven af mange, sagde Chris Bevingtons far.

31-årige Maïlys Dereymaeker mistede også livet ved angrebet. Den belgiske kvinde og mor var i Stockholm for at besøge venner, men blev ramt af lastbilen på Drottninggatan.

- Jeg kender hendes forældre meget godt. Maïlys har jeg mødt flere gange. De er alle meget flinke mennesker. Det giver sig selv, at de er fuldstændig knust. Det, der er sket, er forfærdeligt, sagde Dirk Pieters, der er borgmester i Maïlys Dereymaekers hjemby Halle, efter angrebet til Het Nieuwsblad.

Den fjerde person, som mistede livet, er 69-årige Lena Wahlberg fra Ljungskile i Sverige.