Udland

Trump foreslår historisk skattelettelse: Kan få store konsekvenser for Danmark

Skatten for virksomheder skal sænkes fra 35 procent til 15 procent, lyder det i et nyt udspil fra Trumps regering. Danmark vil miste konkurrenceevne.

Præsident Trumps regering har planer om at sænke skatten for virksomheder til 15 procent.

Det bekræfter Trumps økonomiske chefrådgiver, Gary Cohn, og USA's finansminister, Steven Mnuchin på et pressemøde i Det Hvide Hus.

- Det er en af de største skattenedsættelser i USA's historie, siger Cohn, der betegner aftalen som "historisk".

I dag betaler amerikanske virksomheder op mod 35 procent i skat.

- Vores mål er at gøre amerikanske virksomheder til de mest konkurrencedygtige i verden, sagde Mnuchin på pressekonferencen.

Kan få konsekvenser for Danmark

Trumps nye skatteplan kan få stor betydning for dansk erhvervsliv.

For sænkes skatten til 15 procent, vil den amerikanske selskabsskat med et slag gå fra at være blandt verdens allerhøjeste til at blive en af de allerlaveste.

Man vil også overhale Danmark, hvor selskabsskatten i dag er på 22 procent.

En amerikansk skattemur ville have været en meget direkte og håndgribelig udfordring for Danmarks mange eksportvirksomheder.

Kent Damsgaard, vicedirektør, Dansk Industri

- Hvis Trump får gennemført sin lettelse, må det nødvendigvis føre til grundige politiske overvejelser om, hvorvidt det er på tide med endnu en sænkning i Danmark. 2017 er i forvejen det år med flest europæiske selskabsskattelettelser i næsten 10 år, og vi ved, at der er yderligere lettelser på tapetet i en række europæiske lande, blandt andet Storbritannien og Frankrig. Den amerikanske skatteplan vil føje yderligere momentum til en udvikling, der allerede er i fuld fart. I konkurrencen om at tiltrække og fastholde virksomheder, investeringer og arbejdspladser har Danmark ikke råd til at blive hægtet af, lyder det fra Dansk Industris vicedirektør, Kent Damsgaard.

Opbakning fra Kongressen

Tidligere på dagen gjorde finansminister Steven Mnuchin det klart, at der er grundlæggende enighed mellem præsident Donald Trumps regering og Kongressen om målet for skattereformen.

Han følte sig på pressekonferencen overbevist om, at detaljerne i planen vil komme på plads inden længe.

- Både republikanere og demokrater ønsker at skabe arbejdspladser og hjælpe folk, sagde Steven Mnuchin.

Noget kan tyde på, at der er noget om snakken, for tidligere på dagen sagde formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, at han har haft lejlighed til at "smugkigge" på den kommende skatteplan.

- Vi kan rigtigt godt lide den. Vi er enige i 80 procent af det, og hvad angår de 20 procent, er vi på samme bane, fortalte han.

Ingen planer om toldmur

Trumps nye planer om skattelettelser er dog ikke så dårligt nyt for dansk erhvervsliv, som man kunne have frygtet.

Tidligere var det den amerikanske præsidents plan at indføre en særlig toldmur, der skulle gøre amerikanske virksomheders indtjening fra eksport skattefri, mens udgifter fra import omvendt ikke skulle være det. De planer ser – heldigvis for Danmark – ikke ud til at blive ført ud i livet.

- En amerikansk skattemur ville have været en meget direkte og håndgribelig udfordring for Danmarks mange eksportvirksomheder, som med ét ville se deres adgang til det amerikanske marked forringet. Og mere overordnet ville en skattemur kunne bidrage til at kaste verden hovedkulds ud i en handelskrig, som ingen ville vinde på. Selv om det var ventet, så er det positivt at få bekræftet, at præsidenten har vurderet, at risiciene ved en så grundlæggende ændring af den amerikanske selskabsbeskatning er for store i forhold til de meget usikre gevinster for den amerikanske statskasse, siger vicedirektør i Dansk Industri, Kent Damsgaard.

Trump vil beholde jobs i USA

Donald Trump talte i løbet af sin valgkamp meget om "den høje amerikanske skattebyrde", og han har også gentagne gange truet med at bruge skat som et middel til at holde amerikanske fabrikker i USA.

Ved hjælp af lukrative skatteaftaler har han allerede fået bilproducenten Ford og airconditionproducenten Carrier til at droppe planer om at rykke fabrikker ud af landet.

Ifølge Bloomberg indeholder Trumps skatteplan også et forslag om at sænke skatten på multinationale virksomheders indkomst, som bliver bragt ind i USA.

Den skal sænkes fra 35 procent til ti procent, oplyser en kilde fra Det Hvide Hus.