Udland

Nødhjælpsfolk anklages for 'taxiservice' for migranter

Gummibåde med flygtninge og migranter havner ofte hos redningsfolk fra bestemte ngo'er i libysk farvand.

“Afrikansk mand, cirka 25 år. Druknet. Afgået ved døden inden for de sidste 24 timer”. Sætningen bliver gentaget fire gange, kun alderen varierer. 25, 22, 16 år. En spansk læge på et redningsfartøj tager imod de livløse kroppe, som bliver bragt ind til ham i en kahyt.

Hvem betaler denne taxiservice på Middelhavet?

Luigi di Maio, italiensk politiker

Han arbejder med en hel besætning af frivillige på en båd, der opereres af en spansk nødhjælpsorganisation i Middelhavet. Selvom der gøres en ihærdig indsats for at redde migranter, der bliver stuvet sammen på synkefærdige både, lykkes det langt fra altid.

Over 90 procent af alle flygtningebåde ankommer til Italien fra Libyen, hvor der er kaos og oprør. Alle de mange flygtninge og migranter har betalt tusindvis af kroner til grådige og barske menneskesmuglere i håbet om at komme til Europa og få et bedre liv.

Mange private nødhjælpsfartøjer opererer tæt på Libyens kyst. De opholder sig på grænsen mellem libysk og internationalt farvand og redder tusindvis af migranter i havsnød. De når ofte at gribe ind, inden Italiens og EU’s skibe når så langt sydpå.

Hjælpeskibe tæt på Libyen

Nu mistænkes nogle af disse ngo'er for at være menneskesmuglernes forlængede arm. De befinder sig så tæt på de libyske kystbyer, at de overfyldte gummibåde nærmest flyder lige hen i favnen på dem, få sømil efter at de er stævnet ud. Sådan lyder den hårde kritik. De anklages sågar for at være i direkte kontakt med de kriminelle netværk i Libyen.

En undersøgelsesdommer i Catania på Sicilien har indledt en undersøgelse og siger, at han har beviser for, at der har været telefonsamtaler mellem smuglere i Libyen og nogle af ngo’erne fra de humanitære organisationers skibe.

EU’s grænseagentur FRONTEX var de første, der luftede problematikken for et par måneder siden. De gjorde i en rapport opmærksom på, at hele dynamikken omkring redningsoperationer i det centrale Middelhav har ændret sig.

I slutningen af 2015 begyndte en række nødhjælpsorganisationer at sætte skibe i havet tæt på Libyen for direkte selv at deltage i redningsaktioner. De er nu oppe på omkring 15 fartøjer og to droner.

Havets lov udnyttes

EU’s egne fartøjer fungerer som kystsikring tættere på Europas kyster. Denne flådeoperation kaldes TRITON og tog over efter den italienske redningsmission MARE NOSTRUM. Den blev sat i værk efter nogle frygtelige forlis, hvor hundredevis af bådflygtninge druknede.

Den fungerede i cirka halvandet år, men ophørte på grund af italienernes utilfredshed med europæernes manglende deltagelse. Det var en ren og skær SAR-operation (search-and-rescue, red.), hvis formål var at redde mennesker i havsnød. EU’s TRITON fungerer derimod først og fremmest som grænsekontrol og dernæst som redningsmission.

Ifølge “havets lov” skal alle, der får et nødopkald eller spotter en båd i fare for at forlise, komme de ombordværende til undsætning. Det vil sige, at både fiskere, lystsejlere, handelsskibe, olietankere og så videre ofte også medvirker ved redningaktioner. Men først og fremmest er det kystvagtens og flådens opgave. Ifølge maritimske regler skal de skibbrudne transporteres til den nærmeste sikre havn. Derfor sejles alle til italien, for Libyen regnes ikke for et sikkert land og har desuden ikke underskrevet internationale konventioner.

"Vi undgår drukneulykker"

De 15 ngo-både fra blandt andet Tyskland, Spanien, Frankrig og Italien, som opererer i farvandet mellem Libyen og Italien, udfylder med egne ord et tomrum. De siger, at det mest risikable sted på Middelhavet er mellem 12 og 20 sømil nord for Libyen, og dér befinder sig ingen redningsfartøjer, hverken italienske eller internationale. De lægger sig derfor i området, hvor de fleste migranter med nød og næppe når til, før deres gummibåde mister luft og/eller brændstof.

Redningsfolkene mener selv, det er nødvendigt for at undgå drukneulykker, men Frontex, mange politikere og visse italienske myndigheder udtrykker bekymring. De siger, at ngo’erne udgør en “tiltrækningskraft” eller et incitament for migranter og smuglere. Den såkaldte “pull-factor”. Hvis de ikke var der til at redde folk så tæt på, ville færre tage chancen, lyder argumentet.

Det er selvfølgelig et forfærdeligt dilemma. Det, som de humanitære organisationer har villet undgå, var flere døde migranter. Men i 2016 steg antallet betydeligt på trods af deres tilstedeværelse og deres ihærdige indsats. Smuglerne er nemlig blevet mere kyniske og kalkulerende. De fylder flere og flere mennesker ombord på farligere og farligere både. De bruger særligt skadeligt brændstof, som migranterne ofte får på sig på bunden af gummibådene. Det kan føre til livstruende forbrændinger eller i bedste fald smertefulde sår.

70 procent reddes af ngo'er

Det italienske senat har nedsat et udvalg, der nu skal gennemgå hele sagen meget grundigt. Både medlemmerne af denne kommission og myndighederne på Sicilien har tydeligt understreget, at ingen er anklaget for noget kriminelt endnu. Spørgsmålet om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at være tilstede så tæt på Libyen, skal vurderes i forhold til druknerisiko og den såkaldte “pull-factor”. Dernæst skal finansieringen af ngo’erne kulegraves. Der er behov for at få adgang til oplysninger om, hvem der har betalt de i alt 20 millioner euro, de kostede bare sidste år.

De siger, at store organisationer som Læger uden Grænser og Red Barnet er hævet over enhver mistanke, men at nogle af de små redningsorganisationer skal ses efter i sømmene.

Sidste år kom cirka 180.000 illegale flygtninge og migranter til Italien. Cirka halvdelen blev reddet af ngo’er. I år er der foreløbig kommet 37.000 og cirka 70 % af dem er reddet af både tilhørende private organisationer, også kaldet ngo’er.

"Middelhavets taxiservice"

I Italien har denne sag bragt sindene i kog og skabt hidsig debat mellem højtstående politikere og debattører. Næstformanden i parlamentets underhus, Luigi Di Maio fra protestorganisationen Femstjernebevægelsen, har spurgt: “Hvem betaler denne taxiservice på Middelhavet?” Han og grundlæggeren af bevægelsen, Beppe Grillo, får mange af deres politiske modstandere og de italienske biskopper til at se rødt. De mener, det er helt hen i vejret at anklage medlemmer af humanitære organisationer, der ofrer sig af godhed og medmenneskelighed.

Nogle analytikere tror, at Grillos holdning til indvandring muligvis kan ende med en alliance mellem Femstjernerne og Lega Nord før det kommende parlamentsvalg.

Italiens premierminister, Paolo Gentiloni, maner til besindighed og opfordrer til, at man ikke generaliserer og forsøger at “kriminalisere” disse hjælpeorganisationer, som gør et kæmpe stykke arbejde rundt om i hele verden.