Fransk Valg

Internationale medier: Frankrig er sønderrevet

Nu står valget mellem Marine Le Pen og Emmanuel Macron. Scanpix

Flere udenlandske medier udtrykker bekymring efter søndagens første valgrunde i det franske præsidentvalg, mens verdens politikere lykønsker Macron.

Det meste af den vestlige verden har lige nu blikket rettet mod Frankrig, der søndag udpegede sine to præsidentkandidater.

Det var den uafhængige centrumkandidat Emmanuel Macron og højrenationalisten Marine Le Pen, der gik videre til anden valgrunde.

Mens Le Pen fik 21,5 procent af stemmerne, løb Macron med den foreløbige sejr med 23,8 procent af stemmerne. Det oplyser det franske indenrigsministerium mandag morgen.

Og især Le Pens andel af stemmerne vækker store bekymringer i mandagens europæiske aviser, skriver Ritzau. De fleste medier peger på Emmanuel Macron som Frankrigs næste præsident. Det samme gør sig gældende i den politiske verden.

En "kroning" af Macron

Spaniens største avis, El Pais, bemærker, at Frankrig nu er på vej til at vælge den yngste præsident i landets historie - den blot 39-årige Macron, der ifølge meningsmålinger står til at vinde anden valgrunde.

- Hans positive syn på fremtiden for landet og Europa har forført vælgerne i en tid med spirende populisme, nationalisme og fremmedhad, skriver avisen.

Emmanuel Macron går videre til anden runde af det franske præsidentvalg. Video: Lars Keinicke Tofte

Også i Storbritannien forventer finansmediet Financial Times, at valget ender med en "kroning" af Emmanuel Macron.

Mediet advarer dog samtidig om, at det kan blive svært for Macron at gennemføre sin politik som præsident.

"Et splittet land"

I Storbritannien bemærker The Guardian, at man ikke skal undervurdere Marine Le Pen i anden runde af valget.

- Truslen fra det ekstreme højre i Frankrig er ikke overstået, står der i avisens leder, der beskriver Macron som "det bedste håb for et stort land i krise".

Le Pen holder sejrstale

Det er den schweiziske avis Le Temps enig i. Avisen skriver, at søndagens valg i Frankrig vidner om, at landet er splittet, og at vælgerne ønsker markante ændringer.

Anden runde bliver et valg mellem "to modsatrettede visioner for Frankrig - en inkluderende og åben for verden og en anden, der er afsondret gemt bag landets grænser og gamle myter", skriver Le Temps.

Centrumkandidaten Emmanuel Macron har tidligere udtalt, at han hverken er til venstre eller højre, men en ”progressist”, der går til kamp mod konservatismen i alle dens former.

Marine Le Pen er omvendt nationalist. Står det til hende, skal franskmændene blandt andet stemme om deres EU-medlemskab, og så har hun i et interview med TV 2 fortalt, at hun ønsker euroen udskiftet med en national valuta.

Etablerede partier slået ud

I Tyskland fokuserer flere medier på nederlaget til Frankrigs etablerede partier.

Det er første gang i nyere tid, at ingen traditionelle regeringspartier er gået videre til anden runde af et præsidentvalg.

Frankfurter Allgemeine Zeitung bemærker i en artikel med overskriften "Frankrig sønderrevet", at "Macrons sejr er så snæver, at han under de to tidligere præsidentvalg ikke ville have fået adgang til anden runde af valget".

Løkke lykønsker Macron

Også flere politikere har allerede været ude og kommentere på første valgrunde.

Står det til de franske kandidater, der ved søndagens valg blev vraget, så bør Macron stå i spidsen for regeringen.

Det er Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen enig i. På Twitter skriver han, at verden har brug for et "åbensindet og reformorienteret" Frankrig.

Den norske udenrigsminister, Børge Brende, er også positivt stemt efter søndagens valg.

- Vi har brug for mere, ikke mindre, samarbejde i Europa. Det er positivt, at Emmanuel Macron ser ud til at vinde første runde af valget, skriver han på Twitter.

Trump: Meget interessant valg

På højrenationalisten Marine Le Pens side står blandt andre hollandske Geert Wilders, som er leder af det islam- og EU-kritiske parti Frihedspartiet.

På Twitter kalder han det en god dag for Frankrigs patrioter.

- Jeg har lige sendt hende mine dybeste lykønskninger. Nu på vej mod en afgørende anden runde. Jeg krydser fingre for præsident Le Pen, skriver han på Twitter.

I USA er præsident Donald Trump dog mere kryptisk i sin reaktion på valget. På Twitter skriver han, at det franske valg er "meget interessant" uden at uddybe det nærmere.

Søndag den 7. maj skal franskmændene igen til stemmeurnerne for at bestemme, hvem af kandidaterne der skal lede landet de næste fem år.