Udland

Præsident truer terrorister: Giv mig salt og eddike, så spiser jeg jeres lever

Rodrigo Duterte siger, at han kan være 50 gange mere brutal end de terrorister, som halshugger og torturerer deres ofre.

Den filippinske præsident Rodrigo Duterte hævede barren for chokerende udtalelser, da han i en tale ved åbningen af et sportsarrangement søndag løftede sløret for, hvad han ikke vil tøve med at gøre ved filippinske terrorister.

Den åbenmundede præsident sagde i sin tale, at hvis en terrorist blev bragt til ham, mens han var i et dårligt humør, så vil han ikke tøve med at spise ham:

- Giv mig salt og eddike og jeg spiser hans lever, sagde Duterte ifølge nyhedsbureauet AP.

Tilskuerne til talen brød på det tidspunkt ud i latter, men præsidenten forklarede dem, at der ikke var nogen grund til at grine:

- Hvis jeg bliver gal, så er det sandt.

Kendt som en dødbringende kriminalitets-knuser

Duterte var igennem mange år borgmester i byen Davao, hvor han havde et image som en dødbringende kriminalitets-knuser. I maj sidste år blev han valgt som præsident og lovede i den forbindelse at bekæmpe illegale stoffer, korruption og terrorisme. Mange tusinder er døde under hans anti-narkotika kampagne, som har alarmeret flere vestlige regeringer og menneskerettighedsgrupper.

Præsidenten har for nylig truet med at indføre militært styre i det sydlige Filippinerne, hvis terroristernes trusler kommer ud af kontrol. Området har gennem flere årtier været plaget af problemer med muslimske separatister.