Udland

Afrikanere sælges på slavemarkeder i Libyen

Organisationer dokumenterer handel med afrikanske migranter i Libyen. Både traditionelle og moderne former for slaveri florerer bl.a i muslimske lande

Veritable slavemarkeder er genopstået i Libyen, hvor migranter købes og sælges som kvæg. Det er den opsigtsvækkende konklusion, som FN’s Internationale Organisation for Migration, IOM, drager på baggrund af vidneudsagn fra flygtede migranter, skriver Kristeligt Dagblad.

- Efterhånden, som IOM arbejder mere og mere i Libyen, har vi opdaget, hvor forfærdelig situationen er. ’Slavemarkeder’ for migranter er det seneste fænomen på en lang liste, lyder det fra IOM’s direktør for nødhjælpsoperationer, Mohammed Abdiker, i en pressemeddelelse fra IOM.

- Migranterne har ingen anelse om, hvad der venter dem i Libyen. De bliver ganske enkelt varer, der købes og sælges, og som elimineres, når de ikke er mere værd, kommenterer også IOM’s talsmand i Geneve, Leonard Doyle.

Har erstattet Tyrkiet

Libyen har erstattet Tyrkiet som største transitland for migration mod Europa efter aftalen med EU om at standse menneskehandlernes aktiviteter.

FN’s Flygtningehøjkommissariat anslår, at 100.000 flygtninge og migranter fra det afrikanske kontinent befinder sig i Libyen, men for en del ender rejsen, inden de når frem til kysten og den farefulde rejse over Middelhavet.

IOM har har indsamlet vidneudsagn fra afrikanske migranter, blandt andet fra Niger, Ghana og Gambia, der beretter om, hvordan de er blevet hyret som daglejere for eksempel i byen Sabha. Men i stedet for at betale dem den lovede løn, bliver de kidnappet og solgt til nye ”ejere”.