Udland

Nordkoreas missiltest gik galt: - Ingen ved reelt, hvad han tænker

- Der er ingen, der ved, hvad Nordkoreas leder tænker. Derfor er det en tikkende bombe, siger Kristian Mouritzen til TV 2.

Nordkorea har søndag forsøgt at affyre et missil.

Men selv om affyringen slog fejl, da missilet eksploderede stort set med det samme, kan det sagtens ske, at den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, jubler.

- Nordkoreas leder vil gerne have den her opmærksomhed, siger alle Nordkorea-eksperter i USA. Hvis han kan skrue op for konfrontationen, markerer han for alvor, at han er begyndt at betyde noget, siger Kristian Mouritzen, der er sikkerhedspolitisk korrespondent på Berlingske.

Jubler over at true USA

Søndagens missiltest skete trods skarpe advarsler fra USA.

Men skal man tro eksperterne, jubler den nordkoreanske leder netop over, at amerikanerne endelig tager regimet alvorligt.

Krisen på den koreanske halvø blev søndag optrappet, da Nordkorea endnu en gang affyrede et ballistisk missil trods flere advarsler fra USA. Video: Morten Nielsen

Det skete allerede for en uge siden, da USA sendte et hangarskib af sted mod Nordkorea for militært at true det kommunistiske diktatur til at opgive både atomvåben og udviklingen af langdistanceraketter. 

Derudover har præsident Donald Trump flere gange raslet med sablen over for Nordkorea. Senest i tirsdags, hvor han gjorde det klart på Twitter, at USA ikke tolererer deres aggression.

- Nordkorea er ude på ballade. Hvis Kina beslutter sig for at hjælpe, ville det være skønt. Hvis ikke, så vil vi løse problemet uden dem!, skrev han tirsdag på Twitter.

Nordkorea er en tikkende bombe

- Det betyder en del for Kim Jong-un, at han kan bevare illusionen om, at han betyder noget og derved kan presse sanktioner væk fra FN's bord, siger sikkerhedspolitisk korrespondent Kristian Mouritzen til TV 2.

Men har Nordkoreas leder overhovedet viljen til at bruge dem?

- Der er ingen, der ved, hvad Nordkoreas leder tænker. Derfor er det en tikkende bombe, siger Kristian Mouritzen til TV 2.

Sender signaler til USA og Sydkorea

Den danske ambassadør i Sydkorea, Thomas Lehmann, mener også, at søndagens affyring handler om at flekse de militære muskler over for USA, og at valget af netop denne søndag hænger sammen med et prominent besøg i nabolandet mod Syd.

Den amerikanske vicepræsident Mike Pence er nemlig i Sydkorea i dag, hvor han skal mødes med den fungerede præsident Hwang Kyo-ahn.

Øverst på dagsorden står Nordkorea.

- Timingen er nok ikke tilfældig. Det er et signal. Et led i den her militære styrke- og magtoptrapning, siger ambassadør Thomas Lehmann.

Føler sig truet af USA

Men skal man tro Asienforsker Liselotte Odgaard fra Forsvarsakademiet, er alt som det plejer med Nordkorea.

- De gør som forventet, siger Liselotte Odgaard til TV 2.

- Nordkorea har prøvet at lave endnu en missiltest, og dem har de lavet over 20 af det seneste år. Den slog fejl, og det gør de jævnligt. Men de prøver at signalere, at de stadig føler sig truet, og derfor er det nødvendigt at fortsætte udviklingen af deres våbenprogram, forklarer hun.

Kina holder liv i Nordkorea

Skal USA for alvor udfordre Nordkorea, er der behov for at stormagten mod nord - Kina - er med på holdet.

Og netop det er kun en forsvindende lille chance for.

- Kineserne holder liv i Nordkorea, fordi for Kina er afgørende, at Nordkorea forbliver uden for USA's alliancesystem, siger Asieneksperten Liselotte Odgaard.

Stormagterne i uendelig duel

Forsvandt Nordkoreas regime, ville landet overgå til Sydkorea og dermed høre under USA. Dermed ville USA's allierede grænse op til Kina, og det kan de ikke leve med.

Derfor er det en gordisk knude at koordinere stormagternes indsats for at omstyrte regimet i Nordkorea.

- Selvfølgelig ser Kina gerne en økonomisk reformproces i Nordkorea. Men så længe USA truer Nordkorea på deres overlevelse, kan det ikke ske, forklarer Liselotte Odgaard til TV 2.