Fire-årig pige i livsfare hos frisøren: Det ene øjeblik danser hun - det næste løber hun for livet
En fire-årig pige undgik mirakuløst at blive ramt, da kriminelle affyrede skud gennem ruden til en frisør i Chandler, en forstad til Phoenix.
En fire-årig pige danser lystigt rundt hos frisøren i Chandler, en forstad til Phoenix, Arizona i USA.
Det ene øjeblik er hun en ubekymret glad pige i lyserødt tøj, der nyder livet. Hun tager lige en pause fra dansetrinene og sætter sig ned i en stol ved vinduet ud til gaden. Og så eksploderer verden for hende.
Øjeblikke senere regner glassplinter ned over hendes hoved, to skud er blevet affyret fra parkeringspladsen, som går gennem ruden og går centimeter forbi den skrækslagne pige. Hun flygter i panik, mirakuløst er hun ikke blevet ramt.
Ifølge CNN var skuddene rettet mod en tatovør ved siden af frisøren.
CNN skriver, at politiet nu har anholdt to mænd i forbindelse med skyderiet, der skete i mandags. En 23-årig mand og en 21-årig mand er blevet sigtet for groft overfald og for at bringe andres liv i fare.
23-årig ville tatoveres
Ifølge politiet gik de to mænd ind hos tatovør-forretningen Damaged Ink Tattoo i mandags. Den 23-årige ville have en tatovering, men tatovøren mente, han var beruset og bad ham komme tilbage, når han var blevet ædru.
De to mænd gik tilbage til deres bil, hvor den 23-årige tog en pistol frem og affyrede tre skud, mens de kørte væk fra stedet. Skuddene ramte ikke tatovørforretningen, men to af dem knuste ruderne hos naboforretningen, frisøren og barberforretningen Paisanos Barber Shop, hvor den fire-årige pige altså opholdt sig og var lige ved at blive ramt.
Ifølge CNN blev de to mænd torsdag tilbageholdt i Maricopa County Jail, hvor der endnu ikke er blevet udpeget forsvarere for dem.