Udland

Trump efter møde med Stoltenberg: - Nu er Nato ikke længere forældet

Nato er ikke længere forældet, siger Donald Trump efter møde med Natos chef Jens Stoltenberg i Det Hvide Hus.

Nato vil øge samarbejdet om at stoppe borgerkrigen i Syrien. Det fortalte Donald Trump og Natos generalsekretær Jens Stoltenberg på et pressemøde for kort tid siden.

På pressemødet understregede Donald Trump, at USA bakker op om Nato og ønsker at styrke samarbejdet.

- Nato er ikke længere forældet, sagde Donald Trump.

Under sidste års valgkamp omtalte Donald Trump ellers Nato som forældet.

Nato skal gøre mere

Jens Stoltenberg sagde på pressemødet, at Nato skal gøre mere i kampen mod international terrorisme.

- Vi blev enige om i dag, at Nato kan og skal gøre mere i den globale kamp mod terror, lød det fra Stoltenberg.

Samtidig gentog han løftet om at Nato-landene vil øge deres bidrag til forsvarsalliancen.

- Vi er enige om, at de allierede skal øge deres bestræbelser på at indfri det løfte, vi alle gav i 2014, om at investere mere i vores alliance, sagde Stoltenberg.

Budgetter skal øges

Den amerikanske præsident har tidligere sagt, at USA ikke nødvendigvis skal beskytte Nato-lande, der ikke lever op til løftet om at bruge 2,0 procent af bnp på forsvarsbudgetterne.

Også inden mødet havde Stoltenberg understreget, at han var enig med Trump i, at der er behov for at øge budgetterne.

Det fælles mål er, at alle NATO-medlemslandene skal bruge to procent af deres bruttonationalprodukt (BNP) på forsvaret, men i 2015 var det kun fem af de 28 medlemslande, der kunne leve op til det. Det var USA (3,6 %), Grækenland (2,4%), Polen (2,2%), Storbritannien (2,1%) og Estland (2,0%).

De øvrige NATO-lande lå under de to procent. Danmarks militærudgifter lå eksempelvis på 1,2 % af BNP.

Løkke: Vi skal bruge flere penge på forsvaret

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde tilbage i november 2016, det er afgørende, at Danmark fremover bruger flere penge på Forsvaret:

 - Vi er nødt til at føre en politik, hvor vi i de kommende år finder flere penge til investeringer i national sikkerhed. Og det er ikke kun, fordi Nato beder om det. Det er fordi, det er vores egen interesse, sagde Lars Løkke Rasmussen og tilføjede:

- Så ja, min regerings ambition er, at når vi næste år skal tage hul på forhandlinger om det næste forsvarsbudget, så vil det være med afsæt i, at vi bliver nødt til at styrke det danske forsvar. Det mente jeg før det amerikanske præsidentvalg, og der er ikke noget ved resultatet af præsidentvalget, der får mig til at mene noget andet.