Tidligere ambassadør i Syrien: - Det giver ingen mening, at Assad står bag

Det giver ingen mening, at Syriens præsident Assad stod bag det kemiske angreb i sidste uge, siger den tidligere britiske ambassadør i Damaskus.

Der er flere teorier om, hvad der egentlig skete, da den syriske by Khan Sheikhoun blev udsat for kemiske våben for en uge siden.

USA’s præsident Donald Trump siger, at Syriens præsident Bashar al-Assad står bag. Derfor sendte han 59 missiler mod en syrisk militærbase kort tid efter.

Russerne siger, at en almindelig bombe ramte et lager, hvor de syriske oprørere selv havde gemt kemiske våben.

- Vi ved ikke, hvad der skete. Vi har USA’s version, og vi har Ruslands version, men vi ved ikke, om noget af det passer, siger Storbritanniens tidligere ambassadør i Damaskus, Peter Ford, til BBC.

- Assad er måske ond og brutal, men han er ikke skør. Det giver ingen mening, at han ville gøre det her. Stedet, der blev ramt, havde ingen militær betydning. Det ville gøre russerne sure. Det giver ingen mening, siger han.

Kan lede til flere angreb

USA’s straffeaktion mod Syrien nogle dage senere blev begrundet med, at Assad skulle vide, at Vesten ikke vil finde sig i, at han bruger kemiske våben. Og de 59 amerikanske missiler skal afholde ham fra at gøre det igen i fremtiden.

Men her ser Peter Ford nogle meget alvorlige problemer.

- Hvis han ikke gjorde det til at starte med, så kan han jo ikke ændre sin opførsel, pointerer han.

Og så mener han, at det er sandsynligt, at der vil komme mere brug af kemiske våben nu.

- Trump har lige givet jihadisterne 1000 grunde til at orkestrere falske kemiske angreb. Nu har de set, hvor nemt det er at provokere Vesten til at agere. Det er højst sandsynligt, at de (Islamisk Stat, red.) vil lave falske angreb nu, siger Ford og henviser til et angreb med klorgas på civile sidste år, der lignede et regimeangreb, men viste sig at være udført af IS.

Det er ikke lykkedes TV 2 at finde dokumentationen for lige præcis den episode, men en FN rapport fastslår, at et angreb med sennepsgas i 2015 i den syriske by Marea var udført af Islamisk Stat, selvom det syriske regime i første omgang fik skylden.

Husk på Irak. Der blev fremvist en masse beviser for, at Saddam Hussein havde kemiske våben. Det viste sig alt sammen at være forkert. Det er muligt, at de også tager fejl i det her tilfælde. At de leder efter en årsag til at angribe Syrien.

Peter Ford, tidl. britisk ambassadør i Syrien

Irak gentager sig

Peter Ford mener, at de amerikanske embedsmænd, der hævder at Assad står bag angrebet, har en agenda.

- Alle krigsmagerne vi fortælle os, at det var Assad, og at vi skal gå ind i Syrien, siger han.

- Husk på Irak. Der blev fremvist en masse beviser for, at Saddam Hussein havde kemiske våben. Det viste sig alt sammen at være forkert. Det er muligt, at de også tager fejl i det her tilfælde. At de leder efter en årsag til at angribe Syrien.

Ford mener, at især timingen ikke giver mening for Assad.

- Snakken i USA har skiftet – nu taler man om at prioritere at få fjernet IS fremfor at vælte Assad og få et regimeskifte, siger han.

Lige præcis den årsag peger TV 2’s korrespondent Rasmus Tantholdt også på, når han forklarer, hvorfor man ikke helt skråsikkert kan sige, at Assad står bag det kemiske angreb.

- Jeg synes, at det er meget vigtigt, at alle medier og politikere passer på med at konkludere noget endeligt. Der er andre muligheder end at Assad står bag, og det skal man holde sig for øje. Man må spørge sig selv, hvad hans motiv skulle være for at beordre et giftgas-angreb. Assad er ved at vinde krigen i Syrien, og derudover er det ved at være alment anerkendt, at Assad kan blive siddende som præsident – om ikke andet så i en overgangsregering, sagde han efter angrebet.

Han understreger dog, at han anser det for værende mest sandsynligt, at Assad står bag. Motivet er bare ikke til at få øje på.

Det syriske styre afviser

Det er svært at vide, hvem der er til at stole på i den her sag, men det bør nævnes, at det syriske styre aktivt afviser anklagerne.

- Jeg tror, at selv præsident Trump ved, at vi ikke har brugt kemiske våben og ikke længere har kemiske våben. De er blevet overdraget til de internationale organisationer, siger Assads rådgiver Bouthaina Shaaban til BBC.

- Ti år efter invasionen af Irak kan vi se, at Irak er blevet ødelagt. Syrien er det næste sekulære land (land hvor stat og religion er adskilt, red.) efter Irak, der er blevet et mål for Vesten, bare fordi vi er sekulære, har en hær og er imod den israelske besættelse af Vestbredden, siger hun.