Putin svarer igen: USA planlægger angreb mod Syrien - og vil give Assad skylden

Ruslands præsident opfordrer FN til at undersøge gasangreb i Syrien og sender samtidig nye beskyldninger mod USA.

USA er i gang med at forberede et kemisk angreb mod forstæder til Syriens hovedstad, Damaskus.

Ikke alene skal bomberne falde, USA vil også rette skylden for angrebet mod den syriske regering. Det hævder Ruslands præsident, Vladimir Putin, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Set i lyset af sidste uges gasangreb i Syrien, hvor flere end 80 personer mistede livet, og hvor flere verdensledere gav Syriens præsident, Bashar al-Assad, skylden for angrebet, sendte USA missiler mod en syrisk militærbase. Missilangrebet har fået Rusland, der er allieret med Assad, til at reagere kraftigt mod USA.

Putin har derfor, i takt med de nye oplysninger om et planlagt, nyt gasangreb, appelleret til FN's internationale domstol i Haag om at undersøge det kemiske angreb i Syrien.

Rusland må vælge side. Står I på siden med USA eller på siden med Assad, Iran og Hizbollah? Så klar var udemeldingen fra USA’s udenrigsminister Rex Tillerson efter dagens G7-møde i Italien. Video: Lars Hjort Kristensen

Ingen fred i Syrien

På et møde mellem Rusland og USA, der vil foregå tirsdag, vil amerikanerne have afklaret, hvilken side Rusland står på: Er landet på side med USA eller på siden med Assad, Iran og Hizbollah? 

USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, har forud for mødet sagt, at det er uklart, om Rusland har fejlet i forhold til at leve op til forpligtelserne om at rydde Syrien for kemiske våben – eller om de bare havde været inkompetente, beretter nyhedsbureauet AP.

- Det er klart for os alle, at Assad-familiens regeringstid lakker mod enden. Men spørgsmålet er, hvordan det ender, og selve magtoverdragelsen er vigtig, i vores øjne, for holdbarheden af en fred i et forenet Syrien, siger han.

USA's præsident Donald Trump forklarede USA's angreb på den syriske luftbase med, at USA ikke blot kunne se til, mens blodsudgydelserne i Syrien fortsætter.

- Selv små, smukke babyer blev ramt af dette angreb. Intet barn skal opleve et sådan angreb. Der kan ikke være tvivl om, at Syrien har brugt forbudte kemiske våben, lød det fra Donald Trump.