Udland

Nordkorea truer USA med atomvåben: Nu svarer Donald Trump igen

Der er indledt en offensiv mod USA i de nordkoreanske medier - men USA's præsident giver Nordkorea igen på Twitter.

I Nordkorea er frygten for krig vokset voldsomt, efter USA har sendt en flåde fra Hawaii til Den Koreanske Halvø.

Vi vil tage stærke midler i brug mod provokatører

Nordkoreas stats-tv

Normalt er det kun en meget lille del af nyhederne ude fra verden, som bliver vist på tv i det stalinistiske diktatur, men i de seneste dage har der været en undtagelse.

Staten skal godkende alle informationer til borgerne i Nordkorea, og normalt fylder USA ikke så meget, men lige nu bliver der ikke gjort nogen hemmelighed af truslen fra hangarskibet USS Carl Vinson - samt de to destroyere og den missilkrydser, der følger med.

På Nordkoreas statslige tv - Korean Central Television - har nyhedsværterne de seneste dage tordnet mod USA, Japan og Sydkorea, og advaret dem mod at starte en krig.

Truslen på tv

Korean Central Television har oplyst det nordkoreanske folk siden 3. marts 1963, og med tiden har landets nyhedsværter udviklet et specielt udtryk, som er unik for det lukkede land.

Nordkorea er ude på ballade

Donald Trump, præsident i USA

De offentliggør deres budskab med høj og klar røst, og for danskere kan det virke en kende aparte, men bag facaden er der en militær trussel.

Nordkorea udtrykker utilfredshed med USAs krigsskibe ved Den Koreanske Halvø Video: Peter Møller

Nordkorea er nemlig ved at udvikle et missil, der kan nå til USA, og kombineret med landets arsenal af atomvåben får det pludselig de aparte tv-værter til at fremstå i et noget andet lys.

- Hvis USA tør vælge en militær løsning, og de skriger efter 'et forebyggende angreb' og 'fjernelse af hovedkvartererne', ja, så er Nordkorea rede til at reagere på enhver form for krig, som USA ønsker, lyder det blandt andet fra en af de nordkoreanske nyhedsværter.

Krisen mellem Nordkorea og USA spidser til. Video: Peter Møller

Samtidig beskylder Nordkorea USA for at være "uforsvarlig" og "tåbelig", mens USA's allierede i Sydkorea og Japan bliver beskyldt for at være "marionetter", "krigsmagere" og "reaktionære".

- De er ikke bange for en straf fra himlen, hedder det blandt andet.

Den amerikanske flådegruppe på vej mod Den Koreanske Halvø.

Nordkorea har længe hævdet, at USA forbereder et angreb, og styret bruger blandt andet truslen fra USA til at retfærdiggøre sit arsenal af atomvåben.

Missiler truer USA, Japan og Sydkorea

Der er også jævnligt amerikanske krigsskibe i området, men flåden fra Hawaii er en oprustning fra USA's side. Den plejer normalt ikke at sejle ud for Nordkorea.

Og hvorfor nu det?

For at finde svaret skal kalenderen bladres tilbage til den 5. april, hvor Nordkorea affyrede et ballistisk missil.

Billedet her blev offentliggjort 19 marts 2017. Det viser Nordkoreas leder Kim Jong-un der overværer en test af en raketmotor på jorden.

Missilet fløj 60 kilometer, inden det ramte ned i Japanhavet. Der var efter alt at dømme kun tale om en test af et ballistisk KN-15-missil.

Det kan ikke nå USA, men alligevel opfattes affyringen som en provokation.

FN's sikkerhedsråd har fordømt Nordkoreas afprøvninger af ballistiske missiler, og jo flere opsendelser landet foretager, jo bedre missiler kan landet udvikle.

Et af de missiler, der er under udvikling, hedder KN-08, og det vil ifølge amerikanske oplysninger være i stand til at nå langt ind over USA's fastland.

I Sydkorea blev historien om missiltesten i nabolandet intensivt dækket af de lokale medier.

Desuden kom den nordkoreanske missiltest samtidig med, at Kinas præsident Xi Jinping besøgte USA.

Kina er en af de få nationer, der er venligt stemt over for Nordkorea, og kineserne har presset på for at få USA til at forhandle med det nordkoreanske styre.

Truer USA med atomvåben

Omvendt har USA opfordret kineserne til at presse Nordkorea til at opgive sit atomprogram, og Kina har signaleret ændringer i forholdet til Nordkorea.

Blandt andet har kineserne afbrudt importen af kul fra Nordkorea, og i går aftalte Kina og Sydkorea at indføre fornyede sanktioner mod Nordkorea, hvis landet tester flere missiler eller atomvåben.

Nordkoreas leder Kim Jong-un under en øvelse for kampvogne. Billedet er formentlig taget i marts 2017.

Og nu er forholdet mellem USA og Nordkorea så spidset yderligere til. Faktisk går den officielle nordkoreanske avis Rodong Sinmun et skridt videre end kollegerne på nordkoreansk tv.

Avisen truer nemlig med brug af atomvåben.

- Vores stærke revolutionære hær våger skarpt over enhver bevægelse af fjendtlige elementer. Vores atomare blik er fokuseret på USA's invasionsbaser, ikke kun i Sydkorea og Stillehavet, men også på USA's fastland, hedder det i avisen.

Truslen fra Nordkorea har fået USA's præsident Donald Trump til at sende en besked til dem på Twitter.

Han ønsker øget pres fra Kina, men skriver samtidig, at USA er klar til at gå enegang.

Nu venter verden så i spænding på den 15. april, hvor Nordkoreas landsfader Kim Il Sung har fødselsdag. Dagen plejer at blive fejret intensivt i Nordkorea, og der er frygt for, at landet vil udføre endnu en atomprøvesprængning.

Satellitfotos af Nordkoreas testcenter for atomvåben viser tegn på aktivitet i begyndelsen af april 2017.

Ifølge nyhedsbureauet AP kan spionsatellitter se aktivitet ved Punggye-ri, der er det sted, hvor Nordkorea har foretaget sine tidligere atomprøvesprængninger.