Terror i Stockholm

Svenskerne holder et minuts stilhed for ofrene: - Vi overgiver os aldrig til terror

Både i Sverige og herhjemme bliver der holdt et minuts stilhed klokken 12 for ofrene i Sverige.

På rådhuspladsen i Stockholm står flaget på halv.

Efter fredagens angreb, hvor fire mennesker mistede livet, efter en lastbil pløjede gennem en gågade i det centrale Stockholm, har svenskerne døgn efter døgn stået sammen.

Mandag samles landet endnu en gang. Klokken 12 afholder Stockholm en national ceremoni, hvor der bliver afholdt et minuts stilhed for ofrene. 

Blandt deltagerne er Stockholms borgmester, Karin Wanngård, statsminister Stefan Löfven, kommunal direktør i Stockholm Irene Svenonius, Sveriges konge, Carl Gustav, Sveriges dronning, Silvia, kronprinsesse Victoria og mange flere.

Stockholm forbliver en åben by

Den første på talerstolen er Stockholms borgmester, Karin Wanngård.

I sympati med ofrene i både Storbritannien og Belgien, der også for nylig har været ramt af et terrorangreb, ærer hun fredagens ofre.

- Vi vil aldrig give op over for angreb, og vi vil aldrig lade terror vinde, siger hun.

- Stockholm er og forbliver en åben og tolerant by.

Statsministeren talte mandag ved en mindehøjtidelighed.

Statsminister: - Vi overgiver os aldrig til terror

Statsminister Stefan Löfven brugte sin tale til at rose Sveriges politistyrke og samtlige svenskere, der rakte en hjælpende hånd ud til fremmede, da de stod midt i angrebet.

Han takker dem for deres handlinger.

- Du forsøgte. Du stod op. Du kan føle en taknemmelighed fra et helt land, siger han.

På trods af, at Sveriges hovedstad er blevet en del af listen over byer, der har oplevet terror i deres egne gader, opfordrer statsministeren svenskerne til at stå sammen.

- Jeg ved, at vi vil komme igennem dette. Det har vi altid gjort: Sammen. Sverige har i løbet af de seneste år vist, at det kan en morder ikke tage fra os. Vi vil altid være stærkere end de kræfter, der vil rive os fra hinanden, siger han.

- Vi vil aldrig overgive os til terror. Vi vil komme igennem dette sammen.

I Danmark vises der også sympati med ofrene. Christiansborg, Københavns Rådhus og Finansministeriet, Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet flager på halv mandag.