Terror i Stockholm

Mystisk IS-chat om terrorangrebet i Sverige kom fra satiresite i Rusland

Et screendump af chatsamtalen, der ifølge flere russiske medier fandt sted i forbindelse med terrorangrebet. TV 2

Chat om terrorangrebet i Stockholm kom fra russisk satireside, men den indeholder mystiske detaljer som ikke var offentliggjort, da den blev skrevet.

Terrorangrebet i Stockholm i fredags var tilsyneladende kun få timer gammelt, inden det blev offer for en mystisk melding på en russisk twitterkonto, der udsender satire og falske nyheder.

Det gik dårligt. Jeg knuste nogle få, men bilen kørte forkert.

Meddelelse på russisk chat.

Historien, der handler om en opsigtsvækkende chatkommunikation før og efter terrorangrebet, blev lagt på Twitter, og herfra fandt den vej til både svenske og danske medier.

Såvel Ekstra Bladet i Danmark som den svenske avis Expressen kunne fortælle, hvordan den 39-årige mand, der er mistænkt for angrebet, var i kontakt med en tadjikisk tilhænger af terrororganisationen Islamisk Stat lige efter han havde angrebet Sverige.

Den 39-årige kørte en lastbil ind i en menneskemængde i det centrale Stockholm og dræbte fire mennesker.

Mystik om korrekte detaljer

Historien om chatten begyndte på en russisk Twitterkonto ved navn @TVJIHAD. Kontoen kunne vise et screendump af chatkommunikationen allerede fire timer efter terrorangrebet.

Screendumpet indeholder flere korrekte oplysninger. Og det er fortsat et mysterium, hvor de kommer fra, men mere om det senere.

Twitterkontoen har over 34.000 følgere, og den påstår at være et samarbejde mellem hjemmesiden Kavkazcenter og tv-kanalen TV-dozhd. 

Men den svenske avis Dagens Nyheder har været i kontakt med ejeren af det website, som Twitterkontoen påstår at samarbejde med.

- Twitterkontoen er en parodi. Der står antagelig nogle russiske nationalister bag denne konto, siger den registrerede ejer af Kavkazcenter, Mikael Storsjö, til DN.se.

- Personen bag TVJIHAD har intet at gøre med Kavkazcenter. Tværtimod er det en person eller en gruppe, som repræsenterer en anden holdning og som benytter parodi som middel, oplyser  Mikael Storsjö til DN.se.

Ifølge historien på den russiske satirekonto foregik der torsdag og fredag en mistænkelig kommunikation på meddelelsestjenesten WhatsApp, der kunne kaste lys over terrorangrebet i Stockholm.

  1. Terrormistænkt

    Om Gud vil det, vil jeg forsøge.

  2. IS-tilhænger

    Spild ikke tiden med unødvendigheder.

  3. Terrormistænkt

    Jeg har 3 pakker tændstikker, ACETONE 1 flaske, 5 dåser gas, 4 lightere og 500 skruer. Spørgsmål: Hvordan laver man en bombe? I morgen vil jeg skaffe en stor bil og køre ind i en menneskemængde.

  4. IS-tilhænger

    Fred være med dig. Du lever.

  5. IS-tilhænger

    ??

  6. Terrormistænkt

    Det gik dårligt. Jeg knuste nogle få, men bilen kørte forkert. Nu er jeg i lufthavnen. En blindgyde.

  7. IS-tilhænger

    ?

  8. IS-tilhænger

    Du lever.

  9. Terrormistænkt

    Jeg kørte over 10 personer i det centrale Stockholm, nu skal jeg væk.

  10. IS-tilhænger

    Gud er størst, min bror, jeg græder, jeg elsker dig, du må stå fast, du er på vej.

  11. IS-tilhænger

    Send mig en kort video.

Oplysningerne fandt vej til den ansete radiokanal Echo Moskvy samt nyhedstjenesterne Politonline og Pravda.

Den 39-årige mistænkte er fra Usbekistan. Han har ifølge svensk politi udtrykt sympati for terrororganisationen Islamisk Stat, men hans tilknytning til jihadisterne var ikke offentligt kendt fredag aften. 

Et screendump af chatsamtalen viser, hvordan den 39-årige mand tilsyneladende skriver med en tadjikisk person der kalder sig "Abu Fatyma".

Tidsstemplet stemmer ikke

TVJIHAD lagde et screendump fra kommunikationen på Twitter fredag klokken 18.51.

Tidsstemplet på chatkommunikationen stemmer imidlertid ikke over ens med tidspunkterne for angrebet, der fandt sted klokken 14.53 svensk tid.

Dette kan skyldes, at modtagerens telefon har været i en anden tidszone - tidszonen på den aktuelle chat stemmer med, at den ene person i samtalen har kørt på USA-tid. Om dette er et tilsigtet satire-element eller om der er en anden forklaring er uvist.

Den svenske avis Expressen hæftede sig ikke ved forskellen på tidspunkterne og skrev, at der er flere detaljer, der understøtter ægtheden af chatten.

Detaljerne om gasflaskerne, acetone og skruer blev nemlig først kendt af offentligheden søndag aften, da avisen Aftonbladet kunne berette om det.

"Det lugter lidt"

Men kommunikationen på WhatsApp blev allerede omtalt på Echo Moskvy lørdag - og billedet fra chatten kom på Twitter fredag aften.

TV 2 har bedt Tore Hamming, der er PhD studerende og ekspert i militant islamisme, om at forholde sig til chatten.

Han bekræfter, at WhatsApp er blevet brugt af Islamisk Stat, men han fortæller også, at chatprogrammet bliver anset for at være for usikkert til at bruge af organisationens bagmænd.

- Jeg vil sige, at det lugter lidt. Umiddelbart undrer det mig, at de har brugt WhatsApp til at diskutere operationelle ting. Typisk bruger jihadister chattjenester med en bedre kryptering. Men jeg vil ikke udelukke, at vi har at gøre med to amatører, siger PhD Studerende i militant islamisme Tore Hamming til TV 2.