Terror i Stockholm

31-årig belgisk mor er blandt ofrene i Stockholm

Belgisk kvinde er en af ofrene, som mistede livet, da Sveriges hovedstad blev ramt af et terrorangreb.

31-årige Maïlys Dereymaeker var på besøg i Stockholm for at se sine venner.

Men den belgiske kvinde nåede aldrig at se dem. I stedet blev hun offer for terrorangrebet i den svenske hovedstad.

Maïlys Dereymaeker skulle egentlig slet ikke have gået på Drottninggatan i det øjeblik, hvor en lastbil kom kørende i høj fart mod hende. Hun var ankommet i god tid i forhold til sine venner, og det endte med at koste hende livet.

Den 31-årige kvinde kom oprindelig fra Lembeek i Halle, der ligger syd for Bruxelles. Hun var mor til en halvandenårig søn, og hun arbejdede som psykolog, skriver flere medier, herunder det belgiske Nieuwsblad.

I første omgang var det ikke muligt at identificere hende. Senere fandt politiet dog Maïlys Dereymaekers identitetspapirer og fik kontakt til den belgiske ambassade. To dage efter blev hendes identitet bekræftet med DNA-prøver.

Belgiens udenrigsminister har på det sociale medie Twitter bekræftet dødsfaldet.

Et forfærdeligt angreb

Borgmesteren i Halle, hvor Maïlys Dereymaeker kommer fra, gik søndag ud og bekræftede, at han kendte den afdøde kvinde, da han er gode venner med den 31-årige kvindes forældre.

De er fuldstændig knust. Det, der er sket, er forfærdeligt.

Dirk Pieters, borgmesteren i Halle

- Jeg kender hendes forældre meget godt. Maïlys har jeg mødt flere gange. De er alle meget flinke mennesker. Det giver sig selv, at de er fuldstændig knust. Det, der er sket, er forfærdeligt, siger Dirk Pieters til Het Nieuwsblad og uddyber:

- Jeg er chokeret, hver gang der sker et angreb, men når du får sat ansigt på et offer og kender hendes forældre personligt, så er det endnu værre.