USA-kender: Klart signal fra Trump om nultolerance
USA's luftangreb er et klart signal til Assad, om at Trump ikke vil tolerere det, der sker, siger USA-kender.
Et amerikansk missilangreb mod en syrisk luftbase nær byen Homs i Syrien er et klart signal fra præsident Donald Trump, om at han ikke vil tolerere, at den syriske præsident, Bashar al-Assad, har brugt kemiske våben mod sin egen befolkning.
Det vurderer USA-kender og redaktør på Kongressen.com Anders Agner Pedersen i kølvandet på et angreb fra amerikansk side natten til fredag dansk tid.
Ifølge amerikanerne har den syriske regering brugt giftgas i et angreb i Idlib-provinsen tirsdag. Mindst 86 mennesker blev dræbt, herunder mindst 30 børn.
- Det er et klart signal til den syriske præsident, om at den frygtelige handling, som vi så billeder fra den anden dag, det vil Trump under ingen omstændigheder tolerere, siger Anders Agner Pedersen.
- Indtil nu har Trump været meget tilbageholden med hensyn til Syrien, men billederne af ofrene fra giftgasangrebet har efter sigende gjort ham så rasende og vred, at han har ændret holdning til Assad.
Konsekvenserne er uviste
Ifølge USA-kenderen er det endnu for tidligt at spå om, hvad nattens angreb kommer til at betyde for USA's videre engagement i Syrien.
- Vi ved ikke, om det er var en enlig svale, eller om det er en del af en større plan fra præsident Trumps side, siger Anders Agner Pedersen.
Han påpeger, at der fortsat er mange ubekendte faktorer.
- Vi ved heller ikke, hvordan den russiske præsident, Vladimir Putin, vil reagere, siger han.
Målet for de 59 amerikanske Tomahawk-krydsermissiler var en luftbase, der er kontrolleret af det syriske regime.
Ifølge amerikanerne var det fra netop denne base, at syriske regeringsstyrker tirsdag lancerede et giftgasangreb mod Idlib.
Få timer inden at nyheden om missilangrebet kom, advarede Ruslands fungerende FN-udsending om, at det kan få negative konsekvenser, hvis USA gennemfører militære angreb i Syrien.
- Vi er nødt til at tænke på de negative konsekvenser, hvis en militær aktion fandt sted, og alt det ansvar, der ville hvile på skuldrene af dem, der indledte en så tvivlsom og tragisk handling, sagde FN-udsendingen, Vladimir Safronkov, ifølge nyhedsbureauet Reuters.