Trump spiste gallamiddag med Kinas præsident, mens missilerne faldt over Syrien
Kort før en storslået middag med kinesiske Xi Jinping mødtes Trump med sit sikkerhedsråd og besluttede at bombe base i Syrien.
Middagen stod på pandestegt søtunge og røde bøffer i præsident Donald Trumps residens, Mar-a-Lago, i Florida.
Der blev både givet hånd og smilet til pressens blitzende kameraer, da præsident Donald Trump mødtes med den kinesiske modpart, Xi Jinping, til en gallamiddag torsdag aften.
Selvom præsident Trump virkede veloplagt under middagen, må han alligevel have haft en del at tænke på.
Han havde nemlig taget sin foreløbigt største militære beslutning i sit 77 dage gamle præsidentembede: Sammen med sit nationale sikkerhedsråd havde han kort før middagen besluttet, at det skulle have alvorlige konsekvenser for det syriske regime at have brugt den dødelige saringas i et angreb tidligere på ugen.
Det beskriver flere store internationale medier, herunder CNN og Guardian.
Så mens de to stormagter spiste røde bøffer, gulerødder og pandestegt søtunge i præsident Trumps residens i Florida, faldt 59 Tomahawk-missiler over luftbasen Ash Sha'irat nær byen Homs i Syrien.
Missilerne blev affyret fra to flådefartøjer i Middelhavet. Målet var en luftbase, der er kontrolleret af det syriske regime.
Luftbase næsten udslettet
Ifølge præsident Trump var det fra netop denne base, at syriske regeringsstyrker tirsdag lancerede et giftgasangreb mod byen Idlib.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder oplyser ifølge Reuters, at militærbasen er "næsten totalt udslettet", og at fire syriske soldater har mistet livet, heriblandt en officer.
Pentagon har offentliggjort billeder fra angrebet.
Efter middagen i Mar-a-Lago mødtes Donald Trump med pressen for at underrette om angrebet. Her sagde han blandt andet, at:
- Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Syrien har brugt bandlyste kemiske våben, overtrådt sine forpligtelser under Konventionen om kemiske våben (CWC, red.) og ignoreret opfordringer fra FN's sikkerhedsråd. I årevis har vi forsøgt på at ændre Assads handlinger. Det er fejlet, og det er fejlet på meget dramatisk vis.
86 mennesker mistede livet under Bashar al-Assads giftgasangreb i tirsdags - heraf mindst 30 børn.
Luftangrebet er det første direkte militære skridt, som USA har taget over for præsident Bashar al-Assad i den seks år lange borgerkrig i Syrien.